Voksen

Jeg ved det godt. Jeg sagde selv ja alle gangene. Både i kirken, i sengen og til ejendomsmægleren. Så voksen blev jeg. I en tid hvor vores valg definerer os som voksne mere end vores egentlige alder gør, valgte jeg den store pakke på ret kort tid. Det var egentlig ikke så alvorligt ment. Det var manden jeg havde håbet på jeg gav mit ja. Æbletræets krogede grene lokkede foran det hus vi havde udset os, og barnet opstod som et ønske, ud af det de voksne kalder lykke. Men jeg kender godt til frygten. Frygten for trappen. Den der stiger mod den berygtede voksenstation. Snerten af ærefrygt og væmmelse kender jeg også til, når folk omkring mig minder mig om hvor voksen jeg er. Jeg kender godt til frygten for tomgang. Tanken om voksenbanaliteter der lugter af Haribo mix, havregryn uden sukker og TV2 der anstrenger sig hver lørdag aften, giver også mig lyst til at vende om. Gå ned af trinene igen. Til eftermiddage i min egen lejlighed, for meget vin på en torsdag og hele dage i sengen med den mand der var det værd. Men nu er jeg altså ankommet til voksenland. Folk kalder mig kvinde, nogen dage i bussen for ”damen” og mit barn vil før eller siden kalde mig mor. Så nu skal prøven stå. Hvorvidt det er muligt at befinde sig i voksenland uden tømmermænd og med en have der skal luges, en mand der skal kysses og et barn der skal have det meste uden at det bliver det hele. Det er lidt alvorligt siger ungen i mig, men som den voksne jeg nu må være ved jeg at det er alvorligt. Det er nu prøven må stå. For efter at have valgt pakken, der for nogen lugter fælt af forudsigelighed, ved jeg at jeg ikke vil af med den igen. Nogensinde.

Skriv et svar