Videnskab om en mors fødsel

Alle de kvinder (mig selv der iblandt), der nogensinde har følt skam over ikke at føle sig som mor, fra første øjeblik efter at have presset et længe ventet barn ud, kan med fordel læse Stern. Doktor Daniel Stern.

Jeg skrev sidste år en bog om netop det. Om alt det der sker med en kvinde når hun bliver mor. Om alle følelserne og de nye oplevelser. Anmelderene kaldte den poetisk, sanselig og en måde kvinden kunne møde sig selv på. 

Min bog er skrevet i kortprosa. Mine oplevelser – mine ord. Med tiden er historierne ikke længere kun mine. I takt med at kvinder skriver, at de deler de samme oplevelser som mig, er de små historier om at blive mor, blevet en fælles historier. Os kvinder imellem.

Men. Selvom vi er kvinder, der kender sandheden om moderskabet i vores hjerter – synes jeg det kunne være interessant, at finde ud af hvad forskningen fortæller om denne nye livsfase for en kvinde.

Derfor har jeg nu i den forgangne tid sat mig for at dykke ned i forskningens verden. Der må da ligge noget viden om transformationen fra kvinde til mor. 

Og ganske rigtigt. 

Efter at have gravet efter guld i gamle forskningsarkiver har jeg ramt en guldåre af dokumenteret viden. I følge Stern bliver en kvinde ikke i psykologisk forstand mor i det øjeblik hun føder sit barn, men først efter måneder når hun har taget op til flere afgørende valg for sit barn. Valg som “nu skal du vist have en tør ble på,” forsøg på at lægge sit barn til bryst, vuggen for at søvndysse sit barn, tolke på barnegråd, finde viden om hvorvidt økologiske sutter er bedre end Bilkas de billigste sutter, tage en body over et babyhoved – og mange mange flere valg – bidrager til at en mor psykologisk bliver født. Først der. Flere uger eller måneder efter barnets fødsel bliver en kvinde langsomt mor. 

Hvorfor i alverden er der ikke nogen der fortæller os kvinder det?

Fordi det er indlysende for dem der har gået vejen før den nybagte mor?

En ting er sikkert, denne nye viden lader jeg ikke ligge, for alle de kvinder, der betvivler deres moderlige start, alle de kvinder, der ikke forstår deres egen manglende moderlige viden, alle de mødre, der bare gerne vil bekræftes i deres egen morfunktion fortjener denne viden; kvinder bliver først psykologisk mor længe efter barnet er kommet til.

Ingen stress kvinde. En dag vågner du og føler hvad du er blevet. En mor med det hele. Al tager bare tid. 

Det er såmænd videnskabeligt psykologisk bevist. 

En mor bliver til. 

  

Skriv et svar