Min nye udsigt

Håret er ikke sat op og deodorant glemt i farten. Men de er højere end de plejer at være. Det er jeg derfor også. Jeg har luksus på ankler og tæer. Blødt læder der nådigt har fundet sig til rette, på mine tørre fødder, med krav om jeg skal rette ryggen. Så det gør jeg så. I en kantine beregnet for de unge. Dem med bøger og computer som identitet, og spidsfindigheder som varemærke. Håber de. Vi. Jeg er en af dem og kan ikke sige mig fri for at det hjælper. Med et par støvler med bare lidt signalement. På at jeg prøver. At være med så godt jeg nu kan. På et universitet af de store. Men noget er galt, eller måske bare ikke som det plejer. Jeg er sat af et andet sted, midt i det hele. Gider alligevel ikke rette ryggen for at falde ind, siger skosålerne pludselig i takten. Gem energien til et andet sted og slap du bare af. Jeg lyttertil stemmen så godt jeg nu kan i høje hæle og tanker der spadserer. Måske jeg er blevet for gammel – eller bare ligeglad. Med at høre til hvor tingene sker. For nogle.

Skriv et svar