Moderlig udholdenhed

Hun skriger i intervaller. Skriger så moderhjertet skal briste, overgive sig, give sig hen til hendes tårer og smerte. Det beroliger mig hun holder pause mellem hendes skrig, så ved jeg da i det mindste hun får luft. Hun er ikke faldet, set forfærdelige ting eller blevet skældt ud. Men hun har fået et nej. Sågar en forklaring i den korte version. Tager luft ind og prøver at falde ind i hendes intervaller. Når hun tager luft ind gør jeg det samme. Vi mangler bare en jordemoder, for lyden af en fødsel har vi igang. En mor og et barn med to år på bagen er næsten som starter vi forfra igen. På at lære hinanden at kende i den nye kropslighed. Hendes personlighed vokser i takt med mit moderskab- jeg til stadighed ikke altid ved hvor skal stå. Jeg er moren, står der på skiltet til døren, hvor barndommen skal vokse under opdragelse og overbærenhed, både med hende og mig selv, og må påtage mig rollen uden altid at vide hvor jeg skal hen. Aaaaaaaa. Tager luft ind, for nu starter det igen. Hun skriger så loftet vibrerer og jeg allerhelst vil søge dækning, men holder om hende og siger højt til hende (men nok mest til mig selv), at det hele jo nok skal gå.