Troldkvinde

Et anklagende blik rammer mig mellem øjnene som et skud. Efter mit nej. Og nej, jeg mener det. Nej. Som en troldkvinde messer hun hele vejen gennem bussen. Gentager sig selv. “Barnet må ikke for sin mor. Aldrig ud i denne verden. Mor vil ikke give slip.” Ordene holder i hånd og kryber om mit hjerte. Varmen fra en troldkvinde og sprit hekseri. Lugten af tis og dunst af gade. Helt tæt. På et bussæde mærker jeg varmen fra en svær situation og min egen selvbeherskelse på prøve. Har før mødt det skæve på kanten og kender en psyke på randen når nakkehårene stritter. Ro på. Bussen er fyldt og mit barn hopper henrykt på mit skød. Varmen slår sprækker i mit ansigt da en fremmede arm rører min. Tættere på endnu. Må jeg ikke nok holde hende?  I en bus med fremmede mennesker. Hvide hænder der kommer alt for tæt på. Lette strejf på de barnefingre der sikkert kan holde til det. Men jeg kan næsten ikke. Båndet ligger pænt redt på min tunge. Lugten af sygdom og spor af medicin. Måske fra min fantasi, men intuitionen er med om bord. Og alt råber NEJ! Jeg giver hende ikke til fremmede. Det overdøves med hovedrysten og hænder mod os. Endnu tættere. Kunne rejse mig og gå, men gør det ikke. Høflighed eller lidt godtroenhed. Lige meget hvad. Troldkvinder må vi tage med tur. Det er vel en del af et liv. Hendes profetier lader jeg stå for sig selv, men må huske det kan findes overalt. Kanten til den menneskelige forstand. Mangfoldighed i gule busser må jeg tage med. Men håber ikke hun får ret. Skal nok give slip og dele, men ikke med fremmede. Endnu. Kald det grænser, Kald det kærlighed, kan jeg som troldemor kun svare igen.

2 Kommentarer

  1. Sofie 03/06/2012
  2. Julie Bruhn Højsgaard 04/06/2012

Skriv et svar