Tigermis

Hvis målet er, ikke at smadre noget eller skrige højt og uhæmmet, så klarer jeg bare moderskabet sindssygt flot. Bevares, jeg er da den største fan. Af barnet og al dets charme. Men hvor jeg ikke fik en manual til hendes behov i barselsgave, fik hun til gengæld udstukket en sirlig opstillet brugsanvisning til hvor mine røde knapper sidder placeret. Tak gud, synes du selv det er sjovt? Som en tigermor der trækkes i halen snerrer jeg med adspredt tanke på de skarpe hjørnetænder der ikke må bruges på eget afkom. Wauuuuuu! Min skat! Jeg tænder bål og brænder alle de eksperter der snakker om det glade barn, mangler lidt elastik og drømmer om den artikel der i forældrenes magasin formulerer det normale barn. Tænk om børn bare kunne være unger. Skrigeunger. Så de kan blive glade igen. I stedet for denne søgen efter at gøre dem glade, for det virker simpelthen ikke hjemme ved mig. Min tigerunge er åbentbart til elastikspring, rutchebaner og følelsesmæssig afpredsning. Så der må skriges. Af far og mor og verden. Øvelsen herfra bliver ikke at tage i mod, men bare at se på.