Tid med ulve

Ramasjang tager over når jeg giver slip, i min længsel efter lyden af rullende bildæk, der indikerer, at manden kommer hjem.  

Jeg venter på far. 

Og det er ikke fordi vi har aftalt det. 

Alligevel sker det. 

Hver dag klokken 17. 

Mine tanker skriger højt for at overdøve ulveungerne, der med snuderne mod det hvidkalkede loft tuder i mit køkken. 

Hvor bliver han af? Kom nu hjem! Tankerne kører op af bakke så sveden driver, når jeg prøver at levere en stemning af at mor godt ved hvad hun skal. 

Men børnene græder om kap, den ene af træthed, den anden af sult. 

Shhh, skattebasser, en agurkestav til den ene, et bryst til den anden, og Ramasjangs voksne der leverer overskud – når mor ikke kan.

 

Skriv et svar