Supermor

“I en skov en hytte lå, nissen gennem ruden så, haren kom på lette tå, bankede der på.” Det trommer højt til min stemme og dråberne falder i takt på hjemlen der er spændt fast om mit ansigt. Cyklen hælder dramatisk til siderne som barnet bevæger den lille krop. Jeg ved ikke hvem af os der synger højest, men fødderne på pedalerne har nådesløst bestemt at i dag skal vi hjem med det samme, også selvom tonerne fra barnet måske ikke har en glædes handling bag sig. “Nisse hjælp mig i min nød, skyder jægeren er jeg død, lille hare kom kun ind, ræk mig poten din.” Jeg skråler videre, kun med en kunstpause når vi overhaler de andre. Dem der kun har sig selv og to hjul at flytte på. Bitter? Overhovedet ikke. Jeg tillader mig bare at kalde mig selv supermor og kvæler hermed den sidste rest at jantelov i en dansk vandpyt. Som altid er den pæne pige fuldt bevidst om at der sker større bedrifter end hjemkost på en cykel i regnvejr, med skrigende barn bagpå, men det får mig kun til at synge højere. “Jægeren kom til hytten hen, sig mig lille nisse ven, har du set en hare fin, her på marken din”. Jeg er ligeglad med de andre, som jeg sidder der og håber på en lang kappe og veltrimmede ben i trikot, samt Supermor syet hen over brystet, for det er mig der udfører og det er mig der stædigt tænker, at hvis jeg bare synger videre kan det jo være barnet overgiver sig og slapper lidt af. Men ak, når det regner og dagen har været lang og sproget kun er noget de voksne gør så skal man vel nok skrige. Fair nok tænker jeg, måske jeg bare har meget at lære af en snart etårig. “Nej hr. Jæger har jeg ej, gå du blot igen din vej.” At en cykeltur nogle gange bare skal overståes når vi først når dér til på dagen. “Jægeren vendte sig og gik, haren ej han fik.” Og at lykkelige slutninger først starter når supermor vedkender sig egen ret til titel og træthed på en cykelsti, selv uden kappe og trikot.

2 Kommentarer

  1. Bente 30/09/2012
  2. Julie Bruhn Højsgaard 01/10/2012

Skriv et svar