Stilhed

Jeg overvejer mit næste træk. 

For der blev så stille. 

Som efter en storm der har raset hele tiden og meget meget længe. 

En weekend gik med fint besøg af den hjertelige slags. 

Minutter blev begravet i den tørre jord og døde rødder revet op med handlekraft og åndedrætbesvær.

Det var som tiden forsvandt skridt for skridt mens jeg fulgte med. 

Har ellers halset bagefter så længe. 

Otte måneder. 

Otteogtyve år. 

Gjorde det gerne igen og igen for mit hjerteblod og barn. 

Men denne weekend skete der noget inde i mig. 

Ved ikke hvad det var, men noget faldt et hak mere på plads. 

En nøgle til bundtet der klinger når jeg går. 

Et nøglebundt af den lette slags. 

Frihed til at åbne lidt mere af den jeg er, kan være, og måske blir`. 

Hvor forfløjen og filosofisk det end lyder, så har det været en af den slags weekender hvor nøgler blev uddelt og jeg lærte lidt mere. 

Om hende der hver dag tager et træk. 

Til at leve det bedste jeg kan. 

Så stille kringlet kan en blog også være. 

Beklager, men sådan er det når storme har lagt sig.

Skriv et svar