Spyt

Jeg sveder. Har hun ikke hørt om personlige grænser? 

Vi sidder så tæt at jeg registrerer når øjenvipperne plirrer og de rammer brillernes glas.

Jeg er til tandlæge siddende i den endnu oprejste stol. Vi venter egentlig på ham der skal udføre dagens mundeftersyn, men hans assistent synes at ville udfylde en ventetid. 

Hun har gjort mig klar. Med papirshagesmæk, rent papkrus og remedierne på bakken, kørt så langt frem til mit ansigt at jeg kan vippe med hagen og nå et instrument. 

Hun gør sit indhug da jeg tænker situationen er mest ubehagelig. “Bruger du tandtråd?” 

Jeg må se lige frem, for ikke syrligt at svare hvad det kommer hende ved.

Nogle gange,` svarer jeg, og håber min knaphed vil flytte hendes krop. 

Måske du har godt spyt?`, siger hun begejstret, som var jeg noget hun endelig fandt . -“Altså, bakteriedræbende spyt.”

Jeg opgiver og smiler tilbage, “ja måske”, men vil du ikke godt flytte dig lidt?- (har jeg desværre ikke mod til at sige.)