Sølvglimt

Som bagsiden af slikpapir, lige før det glattes rent af en pertentlig finger, og fladen af sølv næsten kruser for pænt, slikker havet sine spidser i lysets skær. 

Jeg er kommet derud hvor snottet løber af sig selv og næsepapir for længst er glemt. 

Havde drømt om Australien og USA igen. Lidt eventyr og tur i det fri, indbildt rock n roll og meditation som tidsfordriv, men har endnu en gang undervurderet mit eget land. 

Må bøje mig for sand så langt øjnene rækker, kampesten som minikæmper, og blåt og lys der danser og svanser for næsen med den snot der løber. 

Som har det bare ventet på, at minde mig om at Vesterhavet gerne optræder for den der vil tage bilen og familien med på tur til kysten i selv eget land. 

Tro ikke de kan noget der ude, lille pige, på den store jord, som jeg ikke kan berette om lige her, synes de hvide spidser på bølgerne hånligt at hvisle. 

Jeg nejer for hvad jeg hører og stiltiende må bekræfte. 

Det er beroligende, at eventyret kun er en snotklat herfra.