Krakow

Der er dunkelt hvor end vi går hen. 

En umiddelbar lyst til at bade det hele i lys hvis vi bare havde magten.

Varemærket er lys i stager og vinduer der ikke kalder, men bare lader sig bemærke med de har alt hvad man begærer. 

Tøj i sarte farver, te som smager af cafeernes røde farve, mystik og gammel stolthed over netop at kunne præstere i mørke. 

Krakows by er måske nok ikke til at gennemskue på en tredages tid, men venligheden og de sorte malede bryn i de rynkede ansigter ved mere om lys og mørke end jeg nogensinde aner. 

Jeg gemmer mig i mørke kroge og dunkle gårde, ikke som en flugt, men fordi det er her livet åbenbart slår rødder. 

Tænker hvilken ungdom det må være at opvokse i mystik og hårdtprøvet historie. 

Som i trods er der kunst og poesi hvor end vi gå hen, og vi overstimuleres af al denne leven i henlagt skygge. 

Det er forfriskende og faktisk genkendeligt, oven på den mørke vinter, at se håb om om nye tider i gamle stager.