Skru op for magien, du har den indeni.

Det blå hav.

Jeg fornemmer det, inden jeg ser det.

Århusbugten breder sig ud, mine øjne flimrer, bølgerne farver hvide sprøjt af pailletter i luften.

Jeg slukker for bilradioen, havde håbet på noget andet, en anden melodi der kunne passe til min eufori.

Da jeg har parkeret bilen og går ned ad græsbakken, ser jeg hendes silhuet. En sommer er gået, hun strækker sine ben, tæerne søger mod vandet.

Anne Lyngsholm.

Jeg kender hende fra terapirummet, sammen har vi hilst nye sider af mig velkommen, i hendes praksis som lifecoach og hypnoterapeut.

Hendes knus er varmt, sommeren har været gavmild mod os begge, skuldrene er nede, og Annes ord flyder let.

“Jeg er begyndt at hjælpe folk igennem fremtidsterapi” siger hun, imens hun kniber øjnene sammen, og min nakke varmes af solen, som nu bryder igennem.

Med et enkelt strøg lægger hun en brun hårlok tilbage på ryggen. Tæerne vipper, som om en melodi smyger sig i hendes krop, jeg fornemmer toner, jeg ikke kan høre.

“Med fremtidsterapi hjælper jeg mennesker med at slippe det fra fortiden, som ikke længere er gavnligt” fortsætter Anne, der nok ser mine spørgende øjne.

“Som menneske behøver du ikke slæbe rundt på tyngden af din historie, kunsten er at slippe det som har været, så der kan ske noget nyt i din fremtid.”

Hendes ord giver liv til boblerne i min mave. Der er altid noget i Annes energi, der sætter min barnlige side fri. Måske er det alle de timer, vi har tilbragt med, at hun har set ind i mine øjne, altid med et spejl imod mig, der sagde, at hun forstod. Barnet i mig kunne hoppe og græde, og stadig blive holdt om.

“Kan du forklare, hvad fremtidsterapi er?” siger jeg og mærker det drilske smil på mine læber, i dag er det Annes tur til at tale.

Hun lægger hænderne fladt på tæppet, hendes hage er spids, men læberne bløde, da hun kigger på mig og siger:

“Fremtidens visioner skal flytte ind i nuets kraft.”

Anne rækker ud efter min blok og pen, jeg læner mig mod hende. 

“Her er du,” siger hun og tegner en prik. “Og her er dine muligheder,” Anne tegner krydser rundt omkring prikken på papiret, der skal forestille mig.

“Du – og alle mennesker har en masse muligheder i livet. Hvert minut er dit, alle dine valg er dine, du kan række ud og skabe muligheder for dig selv, plukke livets frugt,” siger hun og tegner streger mellem alle krydserne.

“Men,” siger Anne, hendes tone bliver mørk, “din bagage på ryggen kan føles så tung, så almægtig, og dit rum synes så mørkt, at du hverken kan se dine muligheder – eller nå dem, fordi din bagage tynger dig.”

Det kilder pludselig. En lille edderkop kravler på min hånd, den ligner en af de krydser, Anne har tegnet på mit papir.

Jeg kigger igen op på Anne. Hun lægger blokken fra sig, på papiret har hun tegnet streger mellem den prik, der skal forestille mig og alle krydserne. Tilsammen danner de nu tegningen af en blomst – en blomst med udfoldede kronblade.

“Fremtidsterapi hjælper dig til at mærke fornemmelsen af fremtid, kraften, energien og det bløde lys, hvor du svælger i mulighederne, dit liv, din saft fra dine frugter. Alt det du drømmer om; tryghed, overskud og frihed lader jeg dig plukke og gribe i din hånd.” Siger Anne.

Jeg verfer stille edderkoppen ned i græsset, dens små ben griber blødt om et græsstrå.

“Når du er færdig med fremtidsterapi, kender du ikke bare sandheden om dine drømme, muligheder og mening, men du ved nu også, at alt dette er dit – nu, i fremtiden og for altid, fordi din krop lyser af vished over at fremtiden er lige “nu.” Frugterne hænger så langt nede, at du blot skal strække dig på tæer, gribe ud – og det kan du, når du ikke længere er bundet af din fortid – fordi du og jeg har gjort dig fri af din gamle rygsæk.”

“Hold da op det er vildt!” siger jeg lidt for højt, bliver forskrækket over min egen lyd.

Annes tænder skinner, hun gemmer sit smil bag en tankefuld pegefinger.

En lille edderkop kravler nu også i Annes hår. Jeg tager den forsigtigt, sætter den ned, måske den kan finde sin ven. En lykkeedderkop, jeg kan høre min bedstemor for mit indre – slå dem aldrig ihjel.

Anne trækker vejret ind. Med øjnene følger hun edderkoppen, imens hun siger:

“Som mennesker kan vi lade os spinde i vores eget net, vores fortid kan blive klæbrig, men jeg tror ikke på, at vi mennesker skal være fanget i et net fyldt med støv. Det gamle spind skal renses – så vi kan samle og reflektere lysstråler.”

Jeg nikker.

Jeg kender Annes arbejdsrum, jeg har set folk komme derind med mørke øjne og gå derfra med lys pande.

Anne trækker vejret ind. 

“At komme i fremtidsterapi ved mig handler faktisk mest om nuet. Gribe det nu vi har sammen, dreje ind på en lys vej, med tillid til fremtiden og i fred med fortiden.”

Hendes øjne synes at hvile i sollyset, der stadig siver stille igennem alt det bløde blå foroven.

Hun kigger på uret, vores fælles morgenkaffe, der var indrammet til en kort stund, er nu ovre.

Nogle minutter senere ser jeg Annes ryg bevæge sig væk, på vej ud i hendes dag.

Noget i hendes krop følger stadig en tone, og med ét ved jeg, hvilken stykke musik, hun minder mig om.

Melodien strømmer allerede i min ryg, da jeg lægger mig ned.

Jeg skruer op, høretelefonerne forbinder mig med Coldplays forsanger, trommens beat følger en takt, bassen hjælper med resten.

En sang jeg har lyttet til før, går nu pludselig renere igennem, helt ind til min sjæl.

Jeg smiler.

Det er netop det Anne kan – skabe lufthuller til mit indre, så budskabet kan nå frem:

“Turn your magic on,

To me she’d say

Everything you want’s a dream away

Under this pressure, under this weight

We are diamonds”
                                  – Coldplay

✨✨✨

Mød Anne her: Energi2flow


Skriv et svar