Skidne tæsk

Skyggen er ved at hæfte sig fast. Jeg syr behændigt som en Peter Pan min skygge på i besværligt tempo. Tørrer ikke længere savl fra opkast væk. Lugten af surtbittert bræk er dog endnu med som en snert af noget tabt. Har været nede på knæ og gamle danske hits har skreget imod mig fra en indre musikkanal. Rejs dig op og kom videre, hvor længe vil du ydmyge dig, Kys det satans liv og mange mange fler`. De har væltet mig som en luftsky og ladet mig græde til jeg ikke kunne mere. Sikke noget lort. Har dumpet en eksamen der fik min kostbare tid. Ordene blev formet af vejleder og manden jeg ikke hørte navn på, men bare så medfølende ned. Før han kiggede op. På mig. Er ikke længere i den varme stol, men i stedet helt kold. Mig det læbeformede 0 er rettet mod. Sådan ser her altså ud, tænker englen på min skulder. Sådan lyder det altså at dumpe. Sådan føles det altså at miste luft til en eksamen, og sådan lyder mine fodtrin på vej mod døren. Tårerne kommer med indsigten og selvom englen hvisker mens mange ser på, hører jeg det heldigvis. Det er bare en eksamen. Men ak, her og nu føles det så vigtigt.