Savn

Det har artigt ligget i dvale. Krøllet sammen om sig selv, som vidste det at det var henlagt til en rede. 

Nu strækker det sig som en lille ræv der nådigt har accepteret sin hule. 

Halen folder sig ud og poterne klør saligt i et langt stræk fra hale til spids. 

Savnet er ikke til at tage fejl af i et flysædes højde. 

Hele kroppen har savnet selvom den ikke rigtig har fået lov. 

En ferie uden barn var helt på sin plads, men selvom arme og ben stadig havde meget at shoppe og se, trænger hjerte og krop nu til den ro der er helt tæt på de to i mit liv.