Sandheder fra en coach

Solen lyser byens fedtede butiksruder op. 

Jeg snubler, min taske over skulderen falder klodset ned.

Det er nok fordi, at jeg er spændt og nervøs. Er på vej til et møde hvor jeg skal høre en historie fra en kvinde, jeg aldrig før har mødt.

Ordene i mit hoved kværner; Hvad er det jeg er sprunget ud i?

Jeg har altid haft lyst til at beskrive min fascination og inspiration af et andet menneske. For nogle dage siden tog jeg så mod til mig og efterspurgte kvinder, der ville mødes med mig til en snak. 

21 henvendelser blev det til. 

Anne er den første.

Vi mødes på cafe. 

Annes hår hænger løst og den lange lyse frakke er bundet stramt om livet med et bælte. 

Hun løsner knuden med den ene hånd, imens hun smilende nikker til ekspedienten.

“En kop kaffe uden mælk, tak.”

Da ekspedienten nogle minutter senere serverer to storblomstrende kaffekopper med forgyldte hanke, siger Anne over cafebordet;

“Der er så mange coaches, at man ikke kan spytte uden at ramme een.”

Hun griner og holder hånden for munden, som om at hun har sagt noget forbudt. 

Jeg giver hende ret, jeg oplever det samme. Coachingmarkedet synes at være eksploderet.

Anne arbejder selv som certificeret coach. Hun løfter øjenbrynene og med tungen lægger hun smæk på ordene; “vi er MANGE, som gerne vil hjælpe mennesker med at stå ved sig selv som individ.”

“Men-.”

Hun indfanger mit blik. 

“Jeg har valgt at tro på, at der også er en plads til mig som coach. Derfor har jeg oprettet et chatforum hvor alle kan modtage professionel coaching. Man kan trygt sidde derhjemme i sin lune sofa og modtage coaching. Samtidig er jeg ved at skrive en bog, og grundlaget for Huset Ehrenskjold er ved at tage form. Det hele bliver en platform hvor mennesker kan inspireres til at finde sin indre stemme.”

“Wow, det lyder som en stor mundfuld.” Jeg kan høre min egen benovelse.

“Jeg er 40!” Annes øjenvipper vibrerer let. Som om at tallet indikerer en vis alvor.  

“Jeg har levet det meste af mit liv fokuseret på hvad andre mente om mig. Jeg har taget valg fordi det virkede til at være det man gjorde. Hen ad vejen gik det op for mig, at jeg var mellemtilfreds. Jeg kedede mig.”

Anne vikler det lange hår om bag ørerne. Øjnene søger kontakt. 

Jeg nikker. Jeg kender godt til følelsen af, at prøve at leve op til en standart som jeg tror andre har om mig. 

“Men-“

Anne holder igen en pause. Væder læberne så de skinner. 
“Jeg ved nu, at det er mig der må tage valgene, mig, der skal få mit liv til at føles rigtigt. Det er kun mig der ved hvad der er bedst for mig.”

Hun holder pause. 

Caferummet rumsterer. Fra køkkenet klirrer det fra kopper, der rammer små tallerkeners tykke porcelæn. 
Jeg tager en slurk af min kaffe for ikke at komme til at afbryde Annes tankestrøm, der synes at søge. Ser mig omkring, cafeen er fyldt med både mænd og kvinder. Deres tøj er nydeligt, og håret sat, alle balancerer med forgyldte kopper som damper sirligt. Jeg tænker på om disse mennesker mon også i ny og næ undrer sig over hvad der er bedst for dem selv.

“Og -“ Anne samler op på sine ord, øjnene lyser, der er noget hun vil have mig til at forstå. 

“Som coach vil jeg gerne bidrage med, at vi sammen som mennesker kan støtte hinandens rejse igennem livet ved at vi respekterer hinandens valg. Vi skal ikke leve vores liv med ryggen op mod scenetæppet og med et publikum vi skal imponere.”

“Og hvordan gør vi så det? Det virker nemmere sagt end gjort.” Siger jeg med hovedet på skrå. 

Hendes håndryg gemmer allerede på et smil, der drilsk toner frem.

“Vi skider hul i hvad andre mener om vores liv.”

Jeg kommer til le. Det klær Anne, at sige sin mening højt. 

Og det giver mig en lettelse i kroppen. 

Vores blik mødes i et indforstået nik.

Lettelsen breder sig i min krop. Det føles godt, at Anne ikke pakker sandheden ind, for lige netop dén ankommer alligevel aldrig med fine forgyldte hanke. 

Da vi senere har trykket hinandens hænder farvel, ser jeg ryggen af Annes lange frakke som forsvinder ud af en dør.

Jeg smiler ved mig selv.

Første møde på min nye rejse til at fortælle en lille del om et menneske er gået godt. 

Anne gav noget af sin entusiasme, gåpåmod og styrke til mig. 

Lige til at putte i tasken. 

Så jeg ikke snubler så let. 

(For at finde Anne, søg blot på Huset Ehrenskjold, på Facebook.)

  

Skriv et svar