Når et moderhjerte skifter spor på en motorvej

Stilheden når mig da jeg sidder i caféens rum. Mennesker går forbi de store panoramavinduer, lydløst, jeg kan ikke høre dem, blot ane deres gang. Er for et øjeblik lettet over ikke at skulle følge deres tempo.

Døren åbnes, en kvinde kommer ind, stiler imod mig, hånden rakt frem i samme bevægelse. 

Her er hun så. Louise. Med røde læber bøjet i et smil, håret blødt langs siden. Hun minder mig om en eventyrfigur. Én af den slags som vinder kampe. 

Da dampende kaffe, hældt op i krus med pastelglasur endelig når vores hænder, stryger Louise hår bag et øre, læner sig frem og siger; “jeg har haft et flot job, karrieren var sat ind, jeg stod op hver dag klokken 04.30 – børn i daginstitution, afsted på motorvej.” 
Louises hånd peger lige frem. 

Jeg nikker, kender godt til hverdagens ambitioner. 

“Og pludselig en dag var det min søns 1. skoledag. Jeg sad igen bag rattet på vej til arbejde. Jeg kunne ikke holde fri til at overvære min søns dag.”
Ordene kommer hurtigt, tumler afsted, ligger pludselig i en bunke imellem os.

Louise bliver stille, men ser så op.

“Dén dag tudede jeg hele vejen hjem fra arbejde. Jeg havde selv afgrænset mig i mit job, min frihed, tid og økonomi var spundet i et spind – den dag valgte jeg, at nu skulle det være nok!”

Jeg puster på kaffen, den bølger i overfladen. Kan mærke, at min krop spændes, jeg kender følelsen af at ville bidrage gennem arbejde, men også savnet til mine børn når en arbejdsgang dikterer den rette vej.

Louises røde læber lyser op, hendes korte kantede negle hviler for et øjeblik imens talen forstummer.

Så puster hun ud. “I dag 6 år senere har jeg en forretning bygget delvis på network marketing, men også på Feminine Sales Power, hvor jeg er forretningsudvikler, underviser og foredragsholder. Jeg har nu ro til at nyde både arbejde og familieliv.”

Jeg mærker mistilliden gnave, den bider i midt indre, kan det virkelig være rigtigt at man kan få både og?

Louises øjne er klare, måske hun ser min skepsis. Prøver ellers altid at holde mig åben ved disse møder, med for så vidt fremmede kvinder.

Louise løfter koppen så den balancerer i hendes håndflade.

“Det er en balancegang, at føde børn, være mor og udleve ambitioner, men det kan ikke være meningen, at den dag på motorvejen, skulle både min søn og jeg undvære at vi sammen oplevede hans første skoledag. Jeg kan ikke lave dén dag om – men jeg kan sørge for at det ikke sker igen.”

Jeg nikker, mærker tvivlen erstattes af noget andet, en respekt for Louise ankommer til bordet imellem os.

“Du har taget sagen i egen hånd,” jeg kommer til at grine af mit jydske, min klingende århusdialekt når mig altid i mit møde med mennesker.

“Ja.” Louise retter sig op, ser mig ind i øjnene. “Det har da været en rejse at nå her til hvor jeg er nu, men da jeg først erkendte, at ansvaret for mit arbejdsliv tilhørte mig, så blev alt ligesom mere enkelt.”

“Må jeg forresten tage et billede af dig?” Spørger jeg og fisker med pincetgreb efter mit kamera på bunden af min taske, min krop vrides for at nå ned i taskens dyb.

Da jeg igen kigger op smiler Louise stort. Der er noget ved det smil, de røde læber og det lange hår.

Som om hun har fundet en skat jeg endnu stadig søger.

Klik.

Louise indfanges af mit kamera og fra lyset af de store panoramavinduer, folk stadig haster forbi.

Jeg synker.

Deres tempo synes langt væk fra Louises liv.

✨✨✨

Har du lyst til at blive klogere på de overvejelser og løsninger Louise Schubert fandt, er du meget velkommen til at kontakte hende personligt via hendes facebookprofil

Skriv et svar