Når en baby bliver til et barn

Jeg vil gerne holde min baby tæt, snuse til hans nakke, den glatte hud, de små lyse hår.
Nu strejfes min næsetip af hans kind. Han kravler omkring, lægger sig til rette i min favn, men distraheres let, videre er han igen.

Det er slut med amning, at sidde tæt som var vi eet, jeg rækker ud efter ham, han vrider sig, slip mig, siger hans krop.  

De små buttede fingre med de kantede negle griber alligevel om min arm når han balancerer på usikre ben. 
Jeg smiler igennem tårer, han ler, han ser måske hvad der er fat; at hans mor savner sin lille skat. 

Tårer triller fra min øjenkrog. Troede at jeg var parat til at give slip på min baby, jeg valgte at stoppe med at amme, sendte ham i vuggestue, alligevel synes det som om, at det er ham som forlader mig. 

Jeg snøfter og tørrer en varm tåre af min kind, indser først nu hvad han længe har vidst; min lille baby er pludselig blevet til en dreng. 

Skriv et svar