Musestille

Musestille bevæger jeg mig. Glemmer helt at trække vejret når jeg baglæns lister væk fra tremmesengen. Gulvet giver sig under min vægt. Ned af trappen der knager, og fodled der knækker som lyden af pistacienødder til en fest. Den gamle og hvidskallede dør der skal åbnes, før jeg igen kan trække vejret, knirker med en intensitet der gør mig svimmel. Først nu puster jeg ud gennem munden, misser med øjnene for at vænne mig til stuens belysning. Slet ikke rationelt, for intet på den rute blev gjort lydløst. Men indsatsen er stor. En musestille aften, hvor alt kan lade sig gøre, hvis bare jeg ikke vækker barnet, er værd at holde vejret og fornuften for.

3 Kommentarer

  1. Linda 20/02/2012
  2. Anette c Hansen 23/02/2012
  3. Stine Vad Agernem 28/02/2012

Skriv et svar