Mors dreng

Der er tilkommet mig en ny viden om hankøn. 

Om, hvorfor mænd tror de er noget særligt. 

Det ligger ikke i generne, men plantes af en mors forelskelse.

Jeg kan se det på mig selv. 

Jeg forkæler ham

Kysser på ham. 

Smiler til ham og giver ham al mit lys. 

Mit drengebarn. 

Jeg lader ham hive i mit hår, ler når han klemmer mine kinder hårdt med sine skarpe kantede negle, borer min næse ind i hans tykke bløde maveskind. 

Jeg Får ham til at le så hans lange øjenvipper hopper af fryd. 

Jeg forkæler ham, bærer over med ham, tilbyder ham mad, endnu før han er sulten.

 Jeg er forgabt i min søn og ranker ryggen når andre kvinder falder i svime over hans charme. 

Jeg lader dem holde ham – så længe de ved at han er min. 

Holder øje med ham, tager ham hvis han udbryder en klage – han skulle jo nødigt tage skade.

Jeg smiler overbærende af dem, der mener at have en pigebaby som med tiden kan vokse sig klog nok til min søn.

Jeg er uforbederlig, jeg er som støbt til alverdens rygter om slemme svigermødre.

Ingen pige vil nogensinde være god nok til min dreng. 

Må alverdens kvinder tilgive mig for at sige dette: hvis man har en ægtemand, der har en forkærlighed til sig selv, kan han ikke gøre for det, i hans kulisse står blot en mor, der er forelsket i sin søn. 

Skriv et svar