Morbjørn

Hvis du kommer forbi kan du høre mig brumme. 

Inde fra hulen af. 

Du skal først gennem forhaven, der er prydet med lange græsstrå, tidslerne og de våde brune blade, der gør nedstigning til hoveddøren til en sand fare. 

Der er ingen små lanterner med røde lys, finurlige lyskæder og krans på døren. 

For indenfor bor en bjørnefamilie. 

Det er mig der er bjørnemor. Med en kraftig pels, fordi maven er for stor til at gøre noget for at benene skrabes til silke, og som med en bjørns lap skyder med skarpt mod hjørnetænder og rammer kun sjældent forbi. 

Den kyndige hånd nedlægger en pyramide af pebbernødder. Fra hånd til mund, fra hånd til mund, og i ny og næ et fingerkast der som regel går lige ind, selvom mine øjne er et helt andet sted. 

Min mave buler ud. Den indeholder et styk drengebarn og alt der smager af brunkagedej og kanel.

Det er december, smukt og koldt, og om aftenen er jeg den gravide hunbjørn der går i hi. 

Tramper rundt med svajet ryg, vom og næsen i front. Snuser i skabe og skuffer, som en bjørn der leder efter honning med næsen først. Brummer med salig lyd. 

Alt kan bruges. Guldloks efterladte lyserøde skumjulemænd. Honningkager der mangler glasur. Selv de tørre pebernødder, der efterlader svælget tørstig, og som får hunbjørnen til at rejse sig fra hjørnesofaen i arrigskab over de få meter hen til vand, kastes ned i maven. 

Det er koldt og det er mørkt udenfor. 

Og naboerne synes måske vi burde gøre noget ved forhaven. Men jeg brummer bare, for jeg er gravid, lækkersulten og har trang til at gå i hi.

Skriv et svar