Mor, slap af

Mine kinder gløder. Mine fødder bevæger sig hurtigt. Hænderne er spændt for. Øjnene hænger tungt, de er ikke enige i denne påtaget friskhed efter en nat, der blev gennemvædet af skrig fra min baby. Men jeg flagrer og ordner.

Mødregruppen kommer på besøg, og krummer huserer mit gulv, og børnetøj i to slags størrelser ligger overalt og flyder. Jeg samler op, skraber sammen, lufter puder, så de kan stå og te sig i sofahjørnernes skarpe kanter. Jeg hvirvler rundt i huset for at gøre plads til babyer og mødre. Jeg binder posen fra blespanden sammen i en knude, en vammel lortelugt slår mig i møde. Hopper de tre trin ned i mit køkken, finder mel og skål frem og prøver at fremtrylle en bolledej. Får en rynke i panden, da der ingen bagepapir er.

Samler sammen hvad der skal med for at komme til den lokale Brugs. Tager barnet op på den ene arm, en pung i lommen, lortepose til skraldespand, husnøgle i mundvige, jakke over skulderen, og så er vi på vej. Af sted det går. Drengebarnet kigger op nede fra sin vogn. Der lugter af lort, han må skulle have have haft en ny ble. Det må vente. Vi suser afsted.

Brugsmanden kigger op fra båndet med bagepapir, “bare på beløbet?”  Jeg nikker og leder efter min pung – jeg ved den må være et sted. Kigger under barnevognen. Og dér ligger lorteposen, som aldrig blev smidt ud. Gennemsigtig som den er, afslører den Liberos farvede pastiller splattet sammen med gul babymøg.

Da ved jeg, at noget er galt. Jeg har haft for travlt, været for hurtig, og dagen er trods alt først lige gået i gang.

Skriv et svar