Mor, far og barn på tur  – og savnet ved min side.

Jeg er i London. Med yngste barn og mand. 

Mit ældste barn og datter er derhjemme. Vi voksne mente at det var bedst. Hun kunne hygge sig med sine bedsteforældre.

Som vi går her i London, på både øde og overbefolkede veje, bekræftes jeg i, at praktisk talt var det bedst at hun ikke er med. 

Men mit lille hjerte skriger af vemod. For hver en fireårig jeg går forbi i London by, for hver fletning, der barnligt svinger i det fri, rives jeg mod savnet til det ene barn jeg lod blive hjemme. 

Fornuften lod hende tilbage, mit hjerte snøfter over denne erkendelse. 

Efter at jeg har lavet en lille famile er hjertet først tilfreds når alle familiemedlemmer er på plads. 

Lige her ved min side. 

Skriv et svar