Mit skidt, min renhed

Jeg gav mig en deadline her til morgen. Skulle nå at lade som om. Gjorde mig klar, ryddede til siden, lagde en make up. 

Nu sidder min kvindelige gæst i min stue, jeg håber at hvad hun finder her hos mig er okay. 

“Lad det gro dit skidt,” siger kvinden pludselig i min stue. 

Mine øjenbryn løftes, jeg har sådan brugt morgenen på at rydde op, fordi hun skulle komme. 

“Det bliver bedre med alderen,” siger hun og smiler – “bare at lade tingene ligge, selvom der kommer besøg.”

“Jeg har længe ønsket mig skyklapper,” siger jeg og tegner usynlige streger i luften foran mine øjne – “så jeg ikke kan se børnenes rod.”

Nu ler min gæst – “ja at vise andre vores rod i både tanke og stue, er ikke en tillidserklæring vi giver ret mange.”

Jeg synker, erkender som jeg sidder her, at den dag jeg tør lade det flyde lidt, give det beskidte et nik, lade tårerne rende uden at verfe hurtigt bort, at jeg selv vil stå renere frem. 

Skriv et svar