Mit dukkebarn

Georg. En blå dukke der med stive lemmer hver fredag aften i min barndom blev kastet rundt mellem Anna og Lotte. Georgs dukkemager havde enten humor eller barn i flyverdragt. Stivheden var ikke til at tage fejl af. Ser jeg nu som barnet kommer gående i mod mig. I lilla heldragt fra top til tå. Fra fodformet sko til toppen i huen aner man en lilla kontrast der ikke er til at styre. Bum. Mit dukkebarn kan selv gå og gør det med energiske stive skridt, men falder ubarmhjertigt når tempoet bliver for højt. De tre skridt det tager at nå hen før barnet igen kan vendes og tjekkes for held. En rift, lidt rødt eller bare et op igen, styrer valsen når legen skal udføres i oprejst lilla og små stive skridt.