Mit åbne hjerte

Jeg cykler på en parcelvej, hvor husene er gemt bag gamle haver. Stokroser ranker sig over rækværk, snoede havegange, mos, gule mælkebøtter og krogede æbletræer, hvisker om mennesker, der lever med grønne fingre og nydelse i det fri.

Jeg er på vej til at mødes med Anne Pernille fra Care To Grow. Hun er coach og hjælper mennesker til at åbne sig op for deres hjerte og passion, og jeg er spændt på at møde en kvinde, der hjælper til netop dét, jeg med mit hjerte har søgt imod.

“Kan jeg sidde her?” Siger jeg, da sandalerne endelig er taget af, og Anne Pernille har ført mig ind i hendes stue.

“Ja værsgo,” hun vifter med hånden, sender et smil over skulderen, hendes krop er allerede på vej ud i køkkenet.

Jeg sætter mig i stolen, dens lammeskind føles varm mod min skulder. Armlænets læder er sprukkent, aer forsigtigt dets furer.

Herfra er en god udsigt over Anne Pernilles hjem. Klaveret, bøgernes rygge mod hinanden, de tunge møbler, alt synes at have en plads. Ikke påtrængende, ikke poserende, men mere på rette sted. Et snoet gelænder i entréen afslører huset rummer noget mere, hendes virksomhed: Care To Grow har rum ovenpå.

Anne Pernille kommer ind i stuen, balancerer to buttede tekopper, hun placerer kopperne imellem os, sig selv imellem hynder, hun trækker benene op under sig i én bevægelse.

Der er noget over hendes måde at sidde på, afslappet, hun holder om tekoppen, puster let på dampen, da hun møder mine øjne.

Jeg rejser mig fra lænestolen, sætter mig på gulvet, selvom det er mit første møde med hende, får jeg en lyst til at være afslappet som Anne Pernille.

“Fortæl mig, hvordan du arbejder,” siger jeg og kigger op på Anne Pernille, nu fra hendes stuegulv.

Hendes blik flakker, men roligt ankommer ordene som i en orden.

“Som coach hjælper jeg mennesker med at finde ind til det, de drømmer om i livet, guider dem til at holde hjertet – deres intuition åben og tage de skridt fremad, som de længes mod.
Som tiden går, kan mennesket vikle sig ind i livet, lade sig binde af egne og andres forestillinger om, hvad der er den rigtige måde at leve på.
Så glemmer man sit hjerte, sin passion og sit indre kald. Man begraves under en slags meningsløshed med tilværelsen, og den bliver som en dyne, der er svær at kaste af sig.”

De sidste ord kommer tøvende, men så nikker hun.

Anne Pernille holder koppen i håndens hulning, øjnene hviler et sted bag mig. På et øjeblik synes ordene at blive hivet ind i stuen fra en anden tid.

“Jeg havde engang et helt andet job med min cand.merc.-uddannelse, og jeg havde de her tanker i mit hoved, der gerne ville bestemme, diktere en vej i mit arbejdsliv. Hver morgen begræd jeg det job, som ventede mig, det føltes bare ikke rigtigt, men jeg vidste heller ikke, hvad jeg så ville. Jeg kunne ikke – eller jeg turde ikke – mærke mine inderste drømme. “

Begge har vi åbenbart været der i vores liv, hvor noget synes glemt, vi har taget valg og levet liv, der nok virkede perfekt, men føltes defekt.

Der bliver stille i stuen. Jeg tager en slurk af min te, Anne Pernille balancerer stadig hendes kop, ser op og siger:

“Engang troede jeg, at det at være modig betød, at man ikke var bange mere. Men som ret nyuddannet coach i 2013 stod jeg en dag på scenen, folk havde købt billetter, sad i salen, så op mod mig. Jeg kunne ikke engang holde på manuskriptet, så meget rystede jeg af nervøsitet.”

Anne Pernilles øjne stopper op ved mine, før hun fortsætter:

“I det øjeblik opdagede jeg, at jeg havde taget fejl. Jeg var pissebange for at stå på den scene – men aldrig havde jeg følt mig så modig.”

Et genskin i Anne Pernilles øjne spreder sig til hendes mund.

“Mit liv er blevet lettere, efter at jeg ikke længere følger den korrekte vej. Jeg har budt det uperfekte og de mindre elskede sider af mig selv, som jeg før ville gemme væk, med ind i mit liv – det har givet adgang til en ro og tilfredshed, jeg ikke troede fandtes.”

Anne Pernilles hånd gør en gestus mod rummet.

“Intet her er perfekt, huset, haven, mit parforhold – eller mig.”

Anne Pernille vender en finger ind imod sig selv, hendes latter bugter sig nu ud i rummet, som små lystige glasklare farverige kugler, der springer i alle retninger.

Lyden får mit bryst til at åbne sig for følelsen. Fornemmer, at disse stuer kender til en frihed, andre søger.

Anne Pernilles latter forstummer, den lægger sig til rette i rummet, imens hun fortsætter:

“Det har givet mig en frihed at slippe perfektionismen, tillade mig selv at prøve nye veje, lave fejl og være mig selv. Jeg har mærket de skyggesider i mig, jeg måtte tage med ud i lyset.”

Anne Pernille kigger på mig. Jeg genkender hendes blik, hun er i tvivl, om jeg forstår hende.

“Kender du det, at inde i dit bryst bor en følelse af at ville udrette noget stort? Noget som får betydning. Noget som giver mening for dig og for menneskeheden?” Siger hun så.

Jeg nikker. Om jeg gør. Følelsen er min skygge, altid i mit følge.

“I mit arbejde hjælper jeg folk med at finde ind til det, der vil gøre dem glade og begejstrede,” fortsætter Anne Pernille. Jeg lader dem komme ind til det lyse, dér hvor følelserne finder sig til rette. Jeg er som den træner, der holder dem til ilden, en følgesvend som motiverer, når tvivlen på egne evner gnaver, så de er sikre på at følge den plan, vi har lagt.”

Jeg måber, glemmer at notere. De sidste par år har jeg gået vejen ad ensomme ruter, stillet mig på tomme scener, kaldt på et publikum, jeg ikke vidste fandtes. Fordi jeg havde et inderligt ønske om at blive hørt og læst. Skabe rum for forandring i en verden, jeg tror på for en stund kan lyses op af ordenes kraft. Jeg har tit følt mig ensom, skubbet mig selv videre på trods af uro for fiasko.
Måske Anne Pernille kunne have været min støtte?

Jeg klikker på kuglepennen, en dårlig vane når jeg tænker.

“Men hvordan?” Mine ord ved godt, at de beder om mere, end Anne Pernille måske kan svare på.

Altid disse grådige spørgsmål jeg retter mod kvinder, der stiller sig til skue i mine portrætter.

Men Anne Pernilles ord er klare.

“Du er nødt til at bringe alle de sider af dig selv i spil, som du indeholder. Både de lyse og mørke – de egenskaber du elsker, og dem du ikke kan lide. For hvem kan skabe et meningsfuldt liv med plads til drømme og egne evner, hvis man ikke må være et helt menneske med alt, hvad det indebærer?”

Nu hænger jeg selv på svaret.

Indsigten kommer til mig, får mine øjne til at lyse.

Jeg ser glæden i Anne Pernilles blik, da mine ord kommer til liv:

“Jeg skal bringe de sider af mig selv, som jeg ikke er stolt af i spil, såsom stolthed og stædighed, fordi de sider faktisk kan hjælpe mig med at nå mine mål.”

Nu nikker Anne Pernille ivrigt, øjnene opfordrer mig til at fortsætte.

Men det kan jeg ikke, for Anne Pernilles ord åbner nye rum inde i mig, og de skal først vænne sig til lyset, der nu falder ind.

Anne Pernille næsten hvisker: “Vær det hele menneske du er med både de lyse og mørke sider, det uperfekte menneske, der tør stå på din scene. Giv slip på frygten for om nogle opdager, at du er bange.”

Jeg mærker en klump i min hals, som jeg ikke vidste fandtes.

Mine indre skygger og dæmoner danser nu som lange sorte silhuetter i det stærke sollys, der falder ind i Anne Pernilles stue.

Men jeg er tryg.

Mit hjerte føles helt åbent.

✨✨✨

Du kan også møde Anne Pernille, lige her: Care To Grow

Skriv et svar