Meditation

Jeg prøver at meditere. Sådan rigtigt. På en yogamåtte og i elastiske bukser. Mærker jeg er lige her og meget er forandret. Stort set alt er det samme, men intet helt til at genkende. Noget blev givet i barselsgave uden en bekendt afsender. Kigger mig omkring og kan ane noget fra dengang. En lænestol jeg kunne rejse mig fra når jeg syntes og ikke havde nogen der kaldte. Yogamåtten der engang var uden savl og følelser der i afkroge aldrig havde mærket luft. Livet er godt, og alt er hvad jeg ville. Vidste bare ikke at det var lige sådan det skulle blive. Kan ikke bare aflevere barnet til nogen, selv når jeg vil, og mareridtet over at miste er som i symbiose med fritid fra barnet forbundet. Jeg er lige her. Ja. Selv når jeg ikke kan finde mig selv fordi jeg leder i gamle arkiver. Det gamle jeg er kommet i nye vidder. Det meste og meget kan lade sig gøre. Måske ikke lige nu og her, som den eneste der er hjemme og barnet skal krammes, men i omfanget i mit indre er noget kommet til. Rummeligheden til verden og mig selv er steget i omfang og i takt til barnets størrelse, og ændring af livsstil har trængt sig på i en overtagelse af mit gamle univers. Jeg bilder mig ikke noget ind og vil heller ikke gøre det over for de andre. Dem uden børn. Noget er sket, livet ser anderledes ud. Herfra hvor jeg står. Nu. Og for altid. Men jeg er faktisk lige her. Kan jeg se fra en yogamåtte og med elastik i kanten. Jeg behøver ikke lede mere. Folder hænderne, bøjer mit hoved og takker en afsender der først nu har givet sig til kende. Det nye univers er kommet for at blive. En ny livsstil med mig som den mor og kvinde jeg er og har tænkt mig at forblive.

 

 

Skriv et svar