Med mod skal det lykkedes

Der er skygger på vejen. 

Det river koldt udenfor. 

Som så mange gange før er det én af de dage hvor jeg tvivler på mine næste valg. 

Jeg er usikker på hvilken karriereretning jeg skal gå – det faste, sikre job – eller iværksætterlivet hvor hver månedsafslutning afgør, om der er lagt timer nok. 

Måske derfor dagen synes lidt mere grå, himlen fyldt med mørke skyer, som vil de snart briste. 

Jeg er også for sent på den til mit møde med Kirsten. 

Mine ben presser cyklen op ad og hjernen skænder; skynd dig, skynder sindet, mit hjerte banker, prøver at følge med.

Foran Kirsten falder min sjæl til ro. 

Her ligger kamera, fotoudstyr og hendes teenagedatter sidder med til bords. Jeg har en fornemmelse af, at sidde overfor en kvinde, der har fundet en plads i midten af hvad hun holder af. 

Kirsten stryger en hårlok om bag øret. Dér ligger det mørke hår og hviler, indrammer de høje kindben som danner buer når hun smiler. 

Kirsten suger luft ind, som skal hun tage tilløb før hun dykker i sin erindring. 

“Jeg var dødbange. Bange for om det gik. Skulle det være fast arbejde som skolelærer eller jobbet som fotograf, der skulle skaffe mig løn.”

Jeg nikker. Vi er åbenbart to. 

“Men så døde min far,” siger Kirsten – “og tankerne om hvordan jeg ville leve blev vigtigt.”

Hun samler læberne. Munden bliver som et hjerte, dér hvor enderne samles i en spids. 

“Til begravelsen lavede jeg et fotografi af min far. Sådan som jeg huskede ham.”

Kirsten tænder mobilen, et billede af en ældre mand toner frem. Rynkerne i hans ansigt tegner i bløde formationer et fast blik op. I baggrunden går solen ned, farver himlen rød.  

Hun fortsætter; “fotografiet gav de andre og jeg til begravelsen en mulighed for at huske min far i det billede vi ønskede.”

Døden bliver nærværende, som jeg sidder her over for Kirsten. Jeg har lige mødt hende, men skyggen af at miste sidder pludselig med til bords.

“Det er et meget fint billede.”

Jeg kan ikke tage øjnene fra billedet af en mand, der synes levende på en skærm. 

“Ja. Jeg kalder det; “det sidste portræt.” Det var i den periode at jeg besluttede mig for at vælge vejen som fotograf. Jeg synes, at fotografiet kan alt. Levendegøre, indfange den dér følelse.”

Kirsten bladrer med fingeren hurtigt gennem billeder, vender skærmen imod mig, et brudepar drages som magneter mod hinanden på et fotografi. 

“Dét billede tog jeg lige da de var blevet gift.” Kirsten smiler, læberne foldes tilfreds. “Det var et nemt billede, de var utrolig glade.”

Det sitrer i min nakke, en kuldegysning når mig, bevæger mig lidt på stolen. 
Store følelser er på ret kort tid blevet vakt til live i selskab med Kirsten. Hun indrammer åbenbart med sine fotografier hvad hjertet ser. 

Jeg synker, drejer en kop imellem mine hænder. 

“Det var modigt af dig, at vælge iværksættervejen, satse på at du skulle fotografere.”

“Nej.” Kirstens blik bliver fast, ser nærmest igennem mig. “Jeg synes, at det er modigt at lade være med at gøre det der gør én glad. Ikke at forfølge sin skabertrang, ikke følge de levende projekter man brænder for – for hvad har man så?”

Mit hjerte banker, mon Kirsten ved, at det er mig hun taler til? Mig der står på vippen, mig der ikke tør springe ud i uvisheden. Jeg står ved skillevejen til enten det faste job – eller til forfølgelse af den kreative energi, der banker i alle mine vener. Selv når jeg sover kommer historier, der skal skrives, i mit nattearbejde til liv. 

Kirsten blinker. En tyk stilhed giver genlyd i mit indre. 

Hun trækker kameraet, der står på det tykke plankebord imellem os, hen til sig. 

“Jeg har altid yndet at blive bedre til at fotografere. Eksperimentere med form, redigere, retouchere.”

Ordene knaser, lægger sig op ad hinanden. Som søde og syrlige bolcher på rad.

Kirsten løfter kameraet mellem sine hænder, balancer det stille på den ene hånds kant, imens hun taler:

“Det tager tid, det går op og ned som selvstændig, men jeg vil ikke bytte spændingen og skaberevnen for noget.”

Klik, Kirstens datter indfanger nu sin mor med mit medbragte kamera. 

Kirsten ler. Kameraet er hendes ven. 

På et øjeblik er hun gemt i mit fotoarsenal. 

Da jeg senere cykler derfra er jeg stadig i tvivl; om jeg har det samme mod som Kirsten, til at forfølge min iværksætterdrøm.

Men min hjerne er stille, skælder ikke mere ud – og min sjæl nynner; at alt nok skal gå. 

Hvis du også vil møde fotograf Kirsten Adler, kan du finde hende her
  

Skriv et svar