Bagdelen af Bogforum

Jeg er lettet, da jeg kan høre kvinden prutte bag ved nabodøren til mit toilet.

Jeg er til Bogforum og jeg øver mig i at være afslappet.

Ikke så meget som kvinden inde ved siden af, men alligevel tilpas meget til jeg kan nyde stemningen. For stedet er proppet med gode venner – bøgerne, indbundet og stablet er de i nydelige rækker, lige til at røre og indtage. 

Men mange følelser er på spil, og genertheden driller, selvom eventyrlysten skulle gå forrest. De to følelser strides i de oplyste haller, hvor røde lange tæpper indikerer, at her går vigtige mennesker.  

Forfattere og journalister er blandet ind i forlæggere, læsere, børn og musikere. 

Det er kultur, det er eventyr hvisker den ene hjertehalvdel, imens den anden rødmer over at snakke med fremmede mennesker. 

For jeg er på ny ubarberet grund. 

Som forfatter og som menneske. 

Har bevæget mig ud i ukendt land, og som det er med det meste, skal jeg øve mig i at svømme efter at være hoppet fra kanten. 

Tager svømmetag. Hilser på folk, lytter, svarer, fascineres af veletablerede forfattere, får svedige hænder, drikker kaffe, fortæller om min bog, mit ærinde og velsigner genkendelige venner. 

Som dagene går falder skuldrene ned. Jeg er ikke på hjemmebane, men blandt velmenende mennesker – trods alt. 

At toiletdøren bliver ved med et helle er ingen hemmelighed. For det er så befriende. At lige der bag ved døren er alle blot mennesker med paraderne nede.

Skriv et svar