Manden i mit liv

Der er de kvinder der savner min mand. 

Her på bloggen. 

Lidt krydderi og samtaleterapi.

Lidt knas, lidt sødt til kaffen og dage der skal gå. 

Der er dem der spørg` om det altid går godt, med kærlighed og romantik. 

Hjemme hos os. 

Dem lader jeg hænge for sig selv, på den snor af kunstpause der er lavet af silke. 

Hjemme ved os låner vi og tar`og får i en hverdagsvælling. 

Men jeg låner ham ikke ud. 

Jeg ved det godt. 

Det er så håbløst umoderne. 

Ikke at dele lidt mand. 

Lidt sorteper, lidt kramper, et selvretfærdigt blik. 

Men sagen er den, at de kvinder de godt ved, at negle nogle gange kramper. 

Når man prøver at holde fast på det hele. 

Men jeg ved, at de kvinder de godt ved, at negle kramper når torvet strammer. 

I stedet for at give slip. 

På den indre matrone – og boligsektion. 

Så en pagt har jeg lavet med de kvinder. 

Ingenting er så lyserødt at farveblandingen ikke har fået en skvat mørkt af den mørkere tone. 

Men. 

Som der er med skæret fra pasteller, hvor både supermænd og pilfingre bor. 

Kan livet leves på ganske vis. 

Derfor kan jeg ikke undvære ham. 

Såre simpelt. 

Han er min.