Lysfest

Giver du lidt plads? Sagde solen til månen, der havde krævet sit. Sin scene, sin kant og det meste af den tid der kaldes dansk. 

Jeg må bøje min nakke og takke mit, for her var så mørkt for bare lidt siden. 

Var det mig eller var vi nogle flere. Der synes vinteren var lang? 

Ak. Sagde hjertet. Brist ej. Sagde min mor. Hjertet byder op til dans. Sagde min mand. 

Solen ved hvad den kan. 

Som alle mine heltinder, løvinder og gudinder. 

De danser i mit liv og helst til solstrejf. 

Det er lørdag. 

Og de er oftest pænt klædt på.

Til  en spids. 

Og tand. 

For de ved hvad de kan. 

Som elverpiger danser de i mit liv på hårde, unge, lette og rødlakerede negle. 

Susanne, Linda, Anette og Connie er løvindenavne der limer og rimer på mor til den lim der hedder rytme til en takt. 

Tina, Alberte og Anne spiller videre når solen slår igennem på den søndag der gik med ikke at høre til. 

Blandt græshopper og overordnede krav om bogholderi. 

Styrke skal der til, skråler de på et sandkasselåg, for lige om lidt smelter vi og udgiver en plade til. 

Alle forvandles de til heltinder når de lover, at livet har retning til en mening og at det ikke kræver sin sol at se det, men at det hjælper. 

For meget svinder på den forårsdag

Så jeg bøjer gerne nakken og takker dem. 

Hver som én. 

For at være lysende gudinder i dette liv.