Link love fra Cand.mor

Det regner, men jeg har lovet barnet, at hun må cykle til vuggestue på sin nye cykel. Hun dirrer allerede. Under de mange lag tøj. Hun skal cykle. Det er stort. Og jeg erkender først da hun triller afsted, at endnu en epoke er sat igang. Siden jeg blev mor, erkender jeg oftere end før, at tiden går af sig selv. Jeg skal ikke skubbe på, gøre noget, tiden klarer det hele selv. Jeg sender Marina en tanke. Hun har i disse dage skrevet meget pæne ord om min nye bog. Jeg sender hende taknemmeligt en tanke, for hun har hjulpet mig til at pege på, at tiden som forsvinder med vores børns hastige skridt, har vi kvinder måske tilfælles. Som når vi krydser hinanden i garderoben til vores børns institution og troligt venter på legepladsen fordi barnet ikke vil hjem. Måske vi kvinder her skulle være bedre til at læne os op af hinanden og give et lille klem. For når jeg læser på Marinas, cand.mor., kan jeg jo se vi har meget til fælles. Regntøj i regnbuens farver, slidte skosnuder og ømhed for hinanden. Vi er på kanten af starten til noget der er skudt igang. Vores børns barndom. Vores voksenliv. Marina hjælper mig til at huske, at vi som kvinder for det meste lever nogenlunde – lidt, det samme slags liv. Det gør mig lettet, for så kan vi måske også sammen søge lidt fred, til at sige, at livet går som det skal.

Skriv et svar