Lidt barnlig

Havde jeg været fem år ville jeg have kunnet høre lyden af dak dak dak dak dak fra farverige kugler på cyklens eger. Rundt og rundt ville de cirkle mens pedalerne tog fart. Min røde cykelhjelm ville sidde for stramt og mine sandaler, med slidte snuder, ville være ved at falde af i iver efter mere fart. 28 år kan jeg præstere som jeg sidder her på cyklen, men følelsen fra dengang er stadig den samme. Marker til begge sider  og himlen som tilskuer. En øde landevej og mine ben der cykler til en femårrigs melodi. Det er frihed på to hjul og det letter det lille hjerte til at se solen skinner herned. En uge er gået uden at bemærke netop den. Solen, dagene og madpakkerne er blevet ænset uden energi. Suk, har været et omkvæd og frøken selvmedlidenhed har boet på min sofa for nedrullede gardiner. Shit, har været første vers til at sende barnet i vuggestue, og overbærenhed med mig selv er stemt i med pyt. En uge er gået med at jeg slet og ret har givet mig selv lov. Til at synes det er svært. Det der med at give slip og sende barn på vej. Har taget mig sammen det bedste jeg er blevet lært. Har klaret det og rundet sangen af med bum. Første uge af vuggestue klaret. Af en voksen der følte sig som et barn. Og hvad med det rigtige barn? Jo. Hun har det vist fint. Hendes mor taget i betragtning. Derfor er det også at glat asfalt kan indtages med håb om en bedre uge til lyden af dak dak dak dak dak.

Skriv et svar