Klokken 04

Jeg er helt dernede hvor Freud gav op. Der er mørkt, der er travlt, der er trygt at være. Søvnen er dyb og rejsen er lang. Alligevel kalder nogen fra en fjern planet. Opdager først snøren da jeg stiger til tops. Rundt og rundt og op det går, registrerer svagt, at det er for sent. Stiger til vejrs og ser mig nu rundt, at bevidsthedslag er bygget med tåget hånd. Næsten oppe kæmper tankerne ærgerligt imod. Lad mig blive og sove, men barnegråd har trukket i den længste tråd. Magten er givet, og så- med et, er jeg vågen.