Karrieredrømme og en baby

Mine øjne følger Inna. Det sker automatisk, mit blik drages af hendes hurtige gang. Hun minder mig om én jeg engang kendte. 

Hendes søn og min datter har fulgt vejen til nu. Først vuggestue, senere børnehave. Vi har altid sagt hej

Men først i dag taler jeg med Inna, hun sidder i mit køkken, som en fremmed, men alligevel som en kvinde jeg allerede kender. 

Inna er fotograf, hun har sagt ja til at tage billeder af mig til min nye kampagne for online mødregrupper . 
Nu læner hun sig tilbage på bænken i mit køkken, på en indånding kommer ordene stille;

“Jeg har endelig fået opbygget min forretning, hvor jeg tager billeder af mennesker, men nu er jeg blevet gravid og jeg ved ikke om jeg kan begge dele.”

Innas øjenfarve skifter fra lyse til mørkere toner. 

Jeg nikker, siger for en gang skyld ikke noget, kender følelsen af at ville både børn og karriere, men ikke vide hvordan det skal ske. 

Innas blik hviler ud i rummet, de følger en lige linje til mig. 

“Hvordan har du gjort det, blandet iværksætterdrømme med baby?”

Jeg rømmer mig, fingerer ved min læbe, prøver at vinde tid, det er stadig mig en gåde at få hverdagens tråde til at mødes.

“Det har været nødvendigt, at holde mig til mit skriveri, gøre det der gjorde mig tilpas, samtidig med at jeg blev mor til to,” siger jeg imens tankerne vandrer. Husker min første barsel hvor jeg undlod at tage valg, som jeg dengang fandt egoistiske, såsom alenetid, med det resultat at jeg aldrig rigtig blev glad. Skriveriet reddede mig fra at tabe mig selv. 

Inna nikker, drikker en slurk te. 

Jeg får lyst til at gøre hende glad, se lidt lyst på det hele. Jeg ved, at hun er en dygtig fotograf, højst sandsynligt vil hendes næste barn frigive mere af hendes kreative indre. 

“Hvordan blev du fotograf?” 

Nu smiler Inna, de hvide kantede tænder lyser rytmisk til hendes ord; 

“Da jeg var barn, så jeg den blanke vandoverflade på søen. Sølv blandet med dybde, og da jeg kom hjem prøvede jeg at tegne det, men farverne og stregerne var ikke nok. Jeg kunne ikke vise den verden jeg så.”

Jeg nikker, jeg har knækket mange blyanter på netop dét. Droppet tegneriets kraft i afmagt over ikke at kunne fange min indre billeder på papir.

“En dag fik jeg et kamera i min hånd.”

Inna løfter tommel og pegefinger op mod øjet. Spidsen af pegefingeren presses ned. Som et lydløst klik. 

“Pludselig kunne jeg fange skovsøens lette bølgegang. Genskin fra træerne. Skyggerne i morgendisen. Det hele var dér på billedet.”

Hele Innas ansigt er pludselig frit, åbent, blikket er klart. 

– “og jeg elsker lys. Ikke det kunstige lys, spot og remedier. Bare naturens eget lys som kommer fra solen – selv fra mennesker når de smiler.”

Jeg samler mine hænder. Nu ved jeg, hvad det er ved Inna som mit øje drages mod. Hun er optaget af lyset, historierne og af at finde sin plads i livet. Jeg genkender pludselig mig selv i en kvinde, jeg indtil for en time siden kun overfladisk havde mødt. 

Inna ranker sig, der er ankommet noget bestemthed, en kraft i hendes øjne. Hun puster ud; 

“Selvfølgelig skal det nok gå, jeg glæder mig til mit barn og den nye tid.”

“Fedt!” Jeg slår med flad hånd i bordet, som om vi netop havde taget en fælles beslutning. 

Inna griner, imens min forfængelighed kommer i tanke om dagens opgave. Retter på håret, stryger pegefingeren langs mit øje for sorte mascarastreger. 

Det er tid til fotografering. 

Et øjeblik efter balancerer Inna på en skammel, prøver at fange mig i den rigtige vinkel.

Jeg smiler, har tiltro til hendes evner som fotograf – og ikke mindst til at hun skaber et billede af det lys som altid strømmer i mod mig. 

Tak for billede Inna.❤️

Mød skønne Inna

Skriv et svar