Kærlighed til 2

Jeg tager en dyb indånding. 

Lader roen komme til. 

Forsøger at være ordentlig ved mig selv, men min samvittighed knaser. Lige bag ved ørerne, der hvor hjertet har sin kontakt til hjernen. 

Det skratter og rumsterer. 

Samvittigheden æder af fortiden og fornuften. For jeg ser nu, at måden jeg nyder mit andet barn på er så langt fra hvad jeg følte for mit første barn – lige da hun kom ud.

At kærligheden til hende kun i dag er altomsluttende mægtig giver ikke samvittigheden fred. For den ro og overgivelse jeg føler for lillebror selvom han endnu kun er ny, brugte jeg måneder på at finde frem til mit første barn. 

Jeg elskede hende, gav hende hvad jeg havde, men jeg syntes altid tingene var svære og udfordringerne som nybagt mor tunge at bære. 

Fortiden binder sig som en sno der rækker tunge. Altid denne samvittighed over at kunne gøre det bedre som mor. 

Hvad fører det med sig?” siger manden ved min side, “du gør hver dag det bedste du kan, dine børn kunne ikke ønske sig mere”, afslutter han med varme kys i min pande.

Samvittigheden dæmpes, den ved at den har været dramatisk og hård, lige siden det første barn kom til. 

Trækker vejret dybt igen. 

Samvittigheden har mange kvaler, men så længe her er kærlighed i det lille hjem, må jeg vist tro på at intet kommer skidt igen.

Skriv et svar