Kærlighed kan gro i smerte.

Jeg sidder over for Christina. Sidst jeg så hende var i en anden tidslomme.

Vi delte en tid på pædagogseminariet, vi var seriøse, med studie, fremtid og med målene for os selv.
Dengang var der meget at se frem til, vi skulle være hverdagens helte, fremtiden var vores, sagde rektor i sin tale til os på den sidste dag.

Nu sidder jeg i hendes køkken. 6 år er gået siden sidst, og jeg har fået lov til at høre Christinas historie, minderne ligger strøet omkring os.

Vi er ikke alene, farverne er budt med som gæst. Turkis blander sig med gul og grøn, på vægge, stole og på bordet. Røde hindbær vælter ud over kagen på min tallerken, triller hen til kanten af det sarte lyserøde tekrus.

Christina smiler, jeg genkender hendes øjne, der ser væk når hun begynder sin tale.

“Jeg måtte forlade mit drømmejob, efter lang tids sygemelding, da efterreaktioner af meningitis har skadet min hjerne.” 

Vores fortid fra pædagogseminariet synes med eet langt væk bag de fede skyer udenfor hendes vindue.

“Smerten kommer altid ubelejligt. Dolker mig i ryggen bagfra.” Fortsætter Christina. “Jeg kan være ved at betale for en vare i et storcenter. Pinen jager et sted i min krop, breder sig i mine nerver, for til sidst at bombardere alle mine celler.”

Christina holder pause, måske hun mærker min uro på stolen.

Christina er yngre end jeg, har to børn, er gift. Jeg kendte godt til hendes eftervirkninger fra meningitis, men som jeg sidder og ser Christinas mørke øjne skifte til sort når hun fortæller, rammer det mig som en bølge, hvordan livet kan vælte mennesket i knæ.

Christina fortsætter, denne gang med rolig stemme.

“Når smerterne kommer vil jeg altid gerne krumme mig sammen, lukke øjnene, få de jagende smerter i hele kroppen til at forsvinde, men når jeg for eksempel står i midten af et storcenter er udgangen langt væk, og med bøjet ryg, sammenknebne læber og uden ord kan jeg vifte med hænderne til min mand, Troels – så ved han godt hvad der skal ske, jeg skal bare skal ud – NU.”

Christina trækker vejret ind.

“Smerten er min, den er med mig på rejse i mit liv. Den holdes nede med smertestillende, sund mad og motion. Men den er der, selv når jeg løber stærkt – altid er den lige i hælene på mig.”

Christina tager et hindbær, teskeen klinger mod tallerkenen.

Jeg krænger min cardigan af. Får lyst til at løsne mig, befri os begge fra fra den smerte som har taget bolig i Christinas krop.

“Nu bruger jeg dagene som jeg bedst kan.” 

Christinas hænder gør en gestus mod rummet.

“Du er kreativ?”

Mine øjne går på vandring i hendes køkken. Engle i regnbuefarver, et maleri, perler, snore og stof pryder mit blik, hvor end jeg kigger hen.

“Ja, jeg har en lille portion energi hver dag, før smerten nærmest gør mig blind. Noget af energien skal bruges på min familie, noget andet til mig selv. I farverne og ved hjælp af mine hænder og fantasi, kan jeg skabe en verden herhjemme, jeg kan holde ud.”

Christina pakker et tebrev ud, det knitrer af papir, hun sænker brevet ned, nu dingler det fra koppens kant.

“Det var med stor sorg jeg måtte forlade mit drømmejob, jeg troede jeg skulle blive gråhåret dér.”

Christina smiler skævt, stryger en finger over den filtengel der ligger til rette ved hendes side. Kjolen er rød og vingerne gyldne.

Jeg tøver, men vil så gerne vide.

“Tror du på engle?” Siger jeg endelig.

Christinas stilhed får mig til at fortryde, at jeg spurgte.

Men så nikker hun.

“Jeg tror på kærlighed, nærvær – og på engle. Jeg tror på, at nogle passer på os.”

Jeg synker, har det på samme måde.

“- Og trods smerten finder jeg små meninger hver dag i kærligheden til Troels, han følger mig tæt.”

Christinas læber bøjer i et smil, fortsætter op til øjnene, hvor øjenvipperne slår ned.

“Jeg værdsætter Troels mere end jeg før har gjort.”

Jeg smiler, kan godt huske Troels fra fester med Christinas hånd i sin.

“Men vi var så unge da vi fandt hinanden, livet gik hurtigt, jeg havde så mange ambitioner, både professionelt, som mor og med alle mine kreative sysler. Hen ad vejen tog jeg ham for givet.”

Christina ser ind i mine øjne, dér inde bor en tid som også er min.

Jeg husker nu, at hun dengang blev gravid, imens jeg stadig drak mig fuld hver fredag, kan huske da hun fortalte mig, at Troels var manden i hendes liv, et par uger senere forlod min kæreste mig.

Christinas stemme indfanger mig tilbage i hendes køkken, jeg kommer i tanke om tekoppen jeg holder i min hånd, sætter den med et bump.

“Når lyset, smerterne og indtryk bliver for meget, når børnene har brug for morgenmad og jeg endnu ikke kan se klart, så er Troels der, han bringer kærlighed, jeg ved ikke hvad jeg gjorde uden ham.”

Christina vender tebrevets mærkat, som dingler med en lille tekst fra hendes kop, “se,” siger hun, hele hendes ansigt lyser op.

Hun læser:
” Love took slow steps to your heart.
– Det er sådan jeg har det. Smerten kommer jeg aldrig af med, jeg skal leve med den, men så længe den ikke forvrænger mit syn, men snarere viser mig vej til at se kærligheden, børnene og min egen formåen, så kan jeg hver dag stå op og gøre hvad jeg kan.”

Der bliver stille i rummet, som der altid gør når mennesker taler sandt.

Som når en engel går igennem en stue. 

Solstråler trimler pludselig omkring på bordet i mellem os.

“Endelig,” ler Christina, “det er så længe siden solen har været her.”

Jeg kommer til at smile, mine tårer trænger sig på, det er ellers sjældent at jeg giver dem plads i en andens køkken.

Men Christina minder mig om alt det jeg har brug for, men nogle gange glemmer.

Lyset fra solen ligger sig til rette imellem os, som en uventet gave.

Som den kærlighed der kan gro i smerte.

Som den historie vi mennesker kan dele med hinanden.

✨✨✨

Tak for din historie Christina, du er en inspiration for mig.

Mød Christina her. 

2 Kommentarer

  1. Didde 01/06/2016
  2. Julie Bruhn Højsgaard 06/06/2016

Skriv et svar