Jeg er mor, langt fra perfekt, men nok i mig selv.

Jeg er mor og pædagog, har læst og slugt alt om børn og forældre, opdragelse der virker, grænser som skal sættes, om kærlighedens kamre som skal vokse. 

Men der er dage hvor jeg erkender min manglende evne til at give mine børn alt hvad de skal have. 

Der er dage hvor jeg erkender at mine børn må lide under mine skygger. 

Men hver dag rækker jeg ud til mine små, holder dem tæt, forsikrer dem om at de er alt hvad de skal være – og i mine øjne lidt til. 

Hver dag ved jeg, at jeg ikke kan gøre mere end at vise dén vej jeg kender, og holde mig åben for at se den vej de viser for mig. 

Det er mit ansvar at lære at elske mig selv, så mine børn oplever at glæden ved dem selv starter hvor deres egen storetå slutter. 

Intet er perfekt, ingen kan stå selv og alle vi mennesker følges med vores skygger. 

Vores børn banker på de følelser, de sorte kamre vi lukkede af for da vi engang forstod de ikke skulle åbnes. 

Som mor skræmmes jeg af mit indre når jeg råber højt, troede at jeg var så godmodig, tålmodig og alt det andet jeg har lært er acceptabelt. 

Men nej. Jeg er lidt af det hele. Mine følelser kommer ud, jo mere mine børn vækker af kærlighed til mig selv, til dem og til livet. De lærer mig at intet skal tages for givet. End ikke mig selv.

Nu lukker jeg dagligt ned for gode opdragelsesråd, jeg ved godt at de er rigtige, jeg kender dem fra indersiden af mit hoved og fra mit pædagogstudie. 

Ikke fordi jeg ved bedre, men snarere fordi at jeg erkender, at først når jeg tør se egne skygger, elske mig selv på trods, turde fejle, sige undskyld og lære, så sænker roen sig automatisk over vores lille hjem. 

– Da vokser kærligheden faktisk af sig selv.

✨✨✨

Enestående Mødre, online mødregruppe – med støtte og sparring til at finde fred med den mor du er.

Skriv et svar