Et helle  

Jeg gør mig klar, med Føtex som kulisse i baggrunden. Føler mig som en statist i en film fra 80´erne. Regnen drypper på bilruden, radioen spiller kun ballader på dansk og min hånd dykker i rytmisk takt ned i en bagerpose. Jeg leger jorden er giftig – nu for voksne, i et bilsæde på en parkeringsplads. Haps haps, siger hånden i kor til dråberne udenfor. Lige siden hverdagen er rullet ud med den røde løber i den store gymnastiksal, og vi hver dag har betrådt den med favnen fuld af nye udfordringer, har jeg leget joden er giftig. Jeg hopper mellem udfordringerne, og prøver at huske at tage mig et helle i ny og næ hvor ingen kan nå mig. Udfordringen i dag er at skulle undvære barnet for en nat. Jeg er klar over der hvert øjeblik sker større bedrifter for menneskeheden, men ikke desto mindre kræver det jeg lige suger maven ind efter luft. Og puster ud. Sådan. Så kom der også plads til forventningens glæde. Skal til koncert, med manden i mit liv, og jeg gør mig klar- i en bil foran Føtex. Som i en hver film, fra dengang jeg var barn, kan stemningen måske godt virke lidt mut og banal, udefra set. Manden i bilen foran mig tænker måske det samme. Stakkels pigebarn med en bagerpose. Men nej. Jeg tager bare et helle i en gymnastiksal, der godt kan virke lidt forunderlig larmende, overvældende, men ikke desto mere indbydende. Da bilen brummer sig klar, er det lige hvad jeg er. Klar til at springe videre til en ny udfordring.

Skriv et svar