Frøken Frisør

Hovedet er på sned da hun giver sin dom. 

“Det kan du godt bære.”

 Håret er blevet klippet til hver en spids og flugter nu samme vinkel. 

“Jeg har ellers et langt hoved,” opsummerer jeg kort. 

“Men ikke for langt,” indskyder hun med hovedet i vinkel den anden vej. 

Må grine, “det var heldigt,” filosoferer jeg højt. 

Sølvuret rasler da hun purer op i mit baghoved, selvom det lige sirligt er blevet glat med en ophedet presser. 

Hendes nougat flammende hår snor sig om den hud, der misundelsesværdigt er matteret i samme nuance. 

Hun var seksten, da hun startede, har hun i seancens rum fortalt. Klippet andres hår til en spids. 

Nu ved hun ikke længere hvad hun vil, siger hun og drejer omkring på de pink sneakers, med sit liv og sig selv. 

Jeg blinker, hun kunne ellers være kommet i mål, med salon og skønhed fra top til hæl. 

“Det er pænt,” siger hun igen, som om hun nu rigtig ser mig an. 

“Det er svært, det der med at vide hvad man skal, når man nu er blevet stor,” siger jeg med tanke på egne valg. 

“Ja ik” nikker hun og kigger lige frem. 

Nu i et spejlbillede med to hoveder med tanke på sig selv. 

Håret er nu endelig sat og lige langt rundt er ikke kun håret

 Men åbenbart også to kvinder i det store spil.