Et møde mellem mennesker

Jeg kører mod Lottes hus, på en dag hvor jeg føler mig lidt ene, ved ikke rigtig hvor jeg er på vej hen i mit liv. 

Stressen har mig i sit tag, jeg har gang i mange arbejdsprojekter, og min røde tråd synes at vente. 

Trommer på rattet med tommelfingre, markerne suser forbi mig, Tue West synger pludselig fra min radio; Lov mig at ingenting kan stå selv, hvad det så end betyder.

Da jeg endelig er her, borer mine fodsåler sig ned i Lottes plæne, hun peger med håndfladen på et lille hus i haven, “det er mit udekontor,” siger hun og smiler, – “det er her hvor jeg skriver mine artikler.”

Jeg sætter mig ned i et lille hus, der er bygget som en fjern ende af Lottes hjem, et åbent kontor, træerne står støt vagt udenfor, længslen efter at jeg også har mit eget sted til at skrive kommer imod mig.

Den dér følelse af at have en ø for sig selv, men ret hurtigt kunne søge fastland igen. 

Lotte kigger op, de mørke hårspidser rører næsten hendes skuldre, når hun bevæger hovedet i takt med sine ord: “Jeg skriver om mennesker, og jeg tror på, at jeg som journalist altid skal være nuanceret i min måde at fremvise et menneske på.”

Lottes hænder foldes, lægger sig til rette i hendes skød. 

Jeg nikker, får lyst til at klappe i hænderne. Gør det selvfølgelig ikke, har lige mødt Lotte, holder på mig selv, men mit indre jubler; mennesker skal holdes af for at være et menneske, ikke for hvad det gør- og ikke gør. 

Lotte bevæger sig på stolen; “Som journalist vil jeg gerne rokke lidt ved vores rummelighed til hinanden, som kan være begrænset af vores foredomme og det er nogle fordommme vi som journalister kan komme til at forstærke, med den måde vi arbejder traditionelt.”

Nu flakker mine øjne. De ser op i loftet, på brændeovnen og på knasterne, der tegner mønstre i husets træbrædder.

“Og hvordan kan vi tage ansvar?” Spørger jeg, synes hverdagen er travl og almægtig. 

Lottes hænder åbner sig. Hun ser mig ind i øjnene og siger:

“Jeg vil ihvertfald gerne være med til at bygge broer mellem hinanden ved at understøtte forståelsen, uden at vi bliver berøringsangste over for problemer når de vedrører minoriteter” 

Jeg synker engang. Mærker stilheden. Brændeovnens flammer lyser, knitrer og springer.

“Jeg vil også have sådan et sted her engang,” siger jeg endelig og kigger mig omkring. 

Lotte nikker, “ja, jeg tror også på, at man skal tage sig selv og sine behov alvorligt. Vi må starte ved os selv. Passe på os selv, så vi har energi til at passe på andre.” 

Træerne svajer udenfor. Sollyset kiler sig imellem grenene. 

Jeg sukker, det føles godt, bare at sidde lidt her og være. 

Smiler lidt bag kaffekoppen i min hånd, nu ved jeg pludselig hvad Tue West mente i sin sang; mennesker står bedre, tæt eller hver for sig, dog bedst når de har en plads ved hinanden. 

Da jeg kører fra Lotte igen, flettes huse og marker atter til eet, men da en musvåge letter fra en trætop lige uden for min bilrude, mærker jeg alligevel at roen har sat mig ned. 

Til et sted hvor jeg ikke længere føler mig så ene. 

Find mere info om Lotte og Trust Journalism, konstruktiv journalistik, der bygger bro lige her:  http://lotterosdahl.dk.

Skriv et svar