Endelig

Jeg ved det. 

Det kan nogen gange lyde som ruller jeg mig i tåger af forbudte skyer. 

“Din hjerne er skæv,” sagde et kært menneske forleden.

Hvem har fortalt dig at himlen er grå? Herfra hvor jeg står er himlen blå. 

En af mine heltinder synger hvad der føles som en sandhed. 

Lige nu. 

Derfor kan jeg sprede mine vinger ud imens jeg opdager det endnu en gang er blevet fredag. 

Altid en rullende fornemmelse når nærværet tager over og tiden bliver en slave og forsvinder som mester. 

En lugt af rødvin kunne man give en blogrest af manglende seriøsitet, men sandheden er den, at jeg er kommet hjem.

Til mig selv. 

Endelig. 

Igen.