En saga bort

Hun står bag disken som var hun dens fange. Øjenbrynene er farvet så man møder dem først. Måske for at man ikke skal se spejlet for deres fod. De er triste som var de forladt. Jeg holder på mig selv. Tungen vil så gerne spørge hvad der er hændt. Give hende et klem og få det til at gå væk. For her er så smukt. For foden af hendes bjerg. Hun sælger kaffe og gulerodskage til den turist der vover et bjerg og sig selv og går linen ud hvor vandfald bliver skabt af jordens kraft. En lille hytte med gulvbrædder der er skuret som var vi de første på visit. Værker fra hendes hånd hænger pænt sat op, men tebladet vibrerer fra en koppekant, som gruer den for at være tiltænkt hendes sammenbidte mund. Der er panorama og vidder som kun en islænding kan præsentere. En regnbue gør holdt, som vil den præcisere, vi er nået frem til der hvor guldet det skinner. Men noget siger mig farverne i dag er gået forgæves, til det hus der åbenbart huser en fange for foden af et bjerg. Kære islandske frueliv, håber sådan du i skrivende stund er kommet nærmere væk, fra det sted der i dine øjne lignede en sørgelig kant.