En mors lod

Der er så meget jeg skal lære hende. Eller hun selv skal lære og jeg endnu ikke kender sandhed om. De isbåde man levner og de mænd man lader gå forbi. De sten man ikke samler, end ikke smider i. Den bustur man ikke tog og det bjerg man aldrig besteg. Vi vælger det hele fra og får noget andet igen. Lille skat, alt bliver så godt igen. Der er de bolde man aldrig griber, men værst med dem man ikke får sendt, de opkald der aldrig blev kaldt og de postkort der altid blev glemt. Men er du klarsynet, min skat, går du omveje der alligevel skulle gennempløjes, for at falde over de sten du alligevel nu har mod til at kaste. Intet menneske går ram forbi, som gamle mennesker plejer at sige. Har du forstand så spyt i vindretning, mod til at være stille for dig selv og energi til at lave ravage, så klarer du det nok. Tror jeg. Håber jeg. Okay. Jeg ved det ikke. Min skat.