En milliard små lysende øjeblikke

Bag spinkle træstammer, små grågrønne blade, og med udsigt til den frosne jord sidder jeg med Line i Aarhus’ Væksthus. 

Kaffe damper i hvide kopper og sorte tæpper er viklet omkring os, en glødelampe lyser gyldent over vores hoveder.

“Der findes en milliard små øjeblikke med børn!” Lines hænder folder sig ud som en vifte.

“-og jeg har drømt SÅ længe om at holde en lang cykelferie med min familie! Jeg elsker naturen, at være aktiv og at være sammen med min familie om det.”

Jeg kan mærke min mund måber. Synker. Tænker på min egen lille familie. Sidste ferie lå vi på den samme liggestol i 14 dage. 

Jeg retter mig op; “hvordan holder man aktiv ferie med børn?”

En gnist af varme springer i Lines øjne. “Man forbereder sig! Hvor skulle vi bo, teltpladser – og hvor meget kan børn i en vis alder holde til?”

“Sikke et arbejde det må være,” siger jeg, og uden at tage øjnene fra Line åbner jeg en lille chokoladepakke. 

Lines blik søger over mit hoved, som om minderne dér bliver hentet ned. 

“Ja, og der var ikke megen hjælp at finde på nettet, bare et stort hul af manglende information om aktiv ferie i naturen med børn. Så planlægningen tog lang tid. Men i foråret 2015 tilbagelagde vi 1.400 km på cykel. Bare vores lille familie på 4, langt væk fra hverdagen. – Fra Basel til Budapest.”

“Sejt!” Min oprigtighed vibrerer i luften.

Lines øjne lyser nu. “På cykelturen skete der noget. Vi befandt os pludselig i et andet rum. Som om tiden lukkede sig omkring os. Min søn fortalte ting jeg aldrig havde hørt ham sige, og min datter overvandt hver dag nye kilometertal på sin cykel. Det var min drøm der gik i opfyldelse.”

“Hvordan var det så at komme hjem igen?” Jeg knækker chokoladen på midten. Bider en spids af med et knæk.

“Da jeg kom hjem var min drøm blevet til et dyrebart minde. Hverdagen var hurtig igang igen. Den tog os i hver sin retning, som det nu er med jobs, fritidsinteresser og skolepligter.”

Et mørke glider igennem Lines øjne, hænderne er stille. 

Mit eget savn til min familie i en travl hverdag, bor pludselig i Lines blik. Chokoladen smager bittert. 

“Men, så tænkte jeg -“

Det sorte fordrives fra Lines øjne. 

“Tænk, om jeg kunne opfylde en drøm mere – så jeg sagde mit job op. Og nu driver jeg alleud.dk om aktiv ferie for familier, og jeg vil formidle, inspirere og skabe muligheder for familier som også ønsker ferie i det fri.”

Line suger luft ind. 

“Jeg vil vise mine børn, at man godt kan klare ting – selv det man ikke troede var muligt.” 

Jeg smiler, nikker. Samler tæppet fastere omkring mig, prøver at regne ud hvor lang tid der er til næste ferie med mine børn. 

Line stryger hånden gennem håret; “kom, jeg kan vise dig rundt.”

På et øjeblik befinder vi os i en bølge af varme. Mine kolde kinder prikkes med fryd til liv.

En sommerfugl kommer forbi. Den blafrer med vingerne som om den viser sig frem. Se hvad jeg kan. De sortbrune mønstre på vingerne strækker sig ud.

Jeg får lyst til at rejse afsted. Pakke børn, mand og mine egne drømme i en rygsæk, og sammen med dem vandre op ad et bjerg. Nyde udsigten og hinanden.

Jeg smiler da jeg får øje på Line. 

Væksthusets stærke lys skinner på hende. Lyset rammer hendes trøje og spreder et gult skær om hende. 

Hun smiler tilbage.

Jeg føler mig beroliget. 

For det er som om at Line ved det. 

Der venter en milliard små lysende øjeblikke til os alle. 

(Se mere om Line på alleud.dk)
  

Skriv et svar