En drøm om at høre til 

Gamle huse, en snoet gade og heste i let galop viser mig vej.

Jeg skal mødes med Iben som er flyttet i et moderne bofællesskab.

En enkelt gang tænker jeg at være faret vild.

For imens fødderne går, distraherer tankerne foroven. Gamle fordomme om bofællesskabet som et hjem blafrer i mit hoved. 

Hjem. Ordet rumsterer og larmer i mit indre. I mine voksne år har jeg selv skabt mine hjem, men aldrig rigtig har jeg følt at høre til. 

Nu er jeg hjemme ved Iben.

Stuen er lys, her er kunst i farver, fotografier, og det brugte læder hvisker om mennesker som finder fred med at skabe og være. Liv, æstetik og gode ideer bliver blandet sammen med DUPLO, dukkestel og julerier. 

I midten sidder Iben med sin baby. 

Hun er lige blevet mor for anden gang, er flyttet i bofællesskab, har væltet en væg, passet ældstebarn, og heppet på manden, som lagde nyt trægulv, tæt på den yngstes fødsel. 

Bare tanken gør mig urolig, men Iben – hun sidder roligt på gulvet. 

“Bliver du nogle gange stresset?”

“Næ.” Iben smiler. “Egentlig ikke.”

Jeg mærker mistroen brede sig langs min ryg. Jeg ved, at det er fordi Iben har noget jeg ønsker – fred med sit eget liv og sted. 

“Men er det ik’ svært, at der altid er nogle tæt på? Nogle, der altid kan banke på?” Jeg tænker på de mange navneskilte ved hovedindgangen jeg så.

“Nej, privatliv er her masser af, med hver vores hus. Én famile har i øjeblikket travlt med sit, en anden familie har teenagebørn, og hjemme ved os står den på barsel. En gang imellem ses vi, andre gange ikke. Men vi spiser sammen, laver mad og ser efter hinandens børn.”

Noget i mig rykker sig. Jeg bliver som et barn, der gerne vil høre til. 

Jeg tager en bid af mit rundstykke og imens krummer formerer sig på bordpladen, kommer jeg i tanke om engang for længe siden. Dengang, hvor jeg var barn og boede i lejlighed, og nabokonen passede mig når min mor satte kogevask over i kælderen. Og da vi senere flyttede i rækkehus var der altid nogle hjemme, hvert et hus hørte til i rækken, for ellers ville de andre ligesom vælte. 

Mine øjne flakker, barndomsminder kommer åbenbart til live i Ibens hjem.

Iben smiler ned til sin lille babydreng i sine arme. Han smasker tilfreds. Jeg kan godt forstå ham, der er en ro omkring Iben når hendes øjne lyser på ham fra hage til spids.

“Vi mangler jo stadig en del,” siger Iben, “men vi når det jo nok.”

“Suk, jeg er jo misundelig!” siger jeg overrasket ud igennem fingrene, fordi en birkes har sat sig fast mellem mine tænder.

“Hvorfor det?” Iben puster luft op ad, så den forreste hårtop letter før den igen falder ned i hendes pande.

“Fordi.” Jeg trækker luft ind. “Du kan slå rødder nu, helt ned i bofællesskabets midte. Du stresser ikke og du har jordforbindelse, imens jeg svæver rundt oppe imellem skyerne og prøver at regne al’ ting ud.”

Iben griner. “Men det kan du jo bare lade være med.”

Jeg ved, at hun har ret, men jeg må vist erkende, at jeg ikke er der endnu. 

Med krum hånd samler jeg alle krummerne jeg har drysset foran mig. Lader dem lande i en lille bunke på tallerkenen.  

Nu klynker Ibens lille dreng. 

“Så så sååå,” hvisker Iben og vugger ham stille.

“Kunsten er vel at tage en chance,” siger Iben, imens den lille drengs øjenlåg næsten lukkedes. “Men, nogle gange er det altså også nemmest at lave en forandring hvis andre hjælper til. For eksempel, tænkte jeg, lige inden vi flyttede, at det var nemmest hvis bofællesskabet valgte en anden familie, så behøvede vi ikke at pakke, ordne og ændre vores liv. Selvom jeg godt vidste, at det ville være det rigtige at flytte hertil.”

Iben rejser sig. Lægger sin søn i en lift og går igennem stuen med armene spredt ud til siden. 

“Nogle gange skal der da et skub til i den rigtige retning, men nu er vi bare glade for at vi endte her.”

Jeg sukker. Iben udstråler lige præcis alt det der kvæster mine sidste fordomme om et bofællesskab. Hun er sig selv i midten af andre mennesker. 

Jeg tænker på om hun ved det. At hun stråler af ro. 

“Tak,” siger jeg, og læner mig tilbage i stolen. Mærker varmen fra stuens rum som syntes at have strømmet imod mig lige siden jeg kom ind. 

“Tak for at dele din ro her i dit hjem.”

Iben løfter skuldrene og lader dem falde ned igen. Hendes øjne taler; jeg er blot mig selv

Da jeg senere går vejen tilbage, kigger en hest sindigt op. Den virrer med hovedet og vrinsker let. Jeg tager det som et tegn og nikker tilbage. 

Min krop er let, fordomme forduftet, oppe i den blå luft vil de svæve afsted, imens mine fødder pludselig går rask med. 

Jeg tror, at det er fordi jeg glæder mig. 

Såmænd. 

Bare til at komme hjem

  

Skriv et svar