Du er din egen styrke

For et år siden startede jeg et eksperiment; jeg ville portrættere kvinders sjælelys.  

Som en natsværmer i natten, der søger en lysstråle, følte jeg mig draget mod andre kvinders valg, mod og styrke til at leve det liv, der gav dem mening. 

Jeg selv havde prøvet at gøre det samme, men altid med knæfald når jeg mødte min egen usikkerhed. 

En aften smed jeg i arrigskab tekster mod gulvet, indeholdende ord krøllet sammen om sig selv, jeg var led ved min egen formåen, smertelig bevidst om hvad jeg så som andre kvinders succes omkring mig. 

En stemme larmede i mit indre; kunne jeg skrive om kvinders sjæleliv, mod og passion – kunne jeg med ord indfange lyset, der skinner fra en kvindes øjne, når hun beretter om, hvad der giver hende styrke – og måske lære noget fra det selv? 

Månederne fulgte, året søgte videre – og jeg fulgte med. 

Kalenderåret er nu snart forbi, 13 kvinder lukkede mig ind på deres rute, de fortalte, viste mig tillid og jeg delte deres rum for en stund. 

I dag sidder jeg overfor Dorte Lytje. Hun er den fjortende kvinde – årets sidste portræt af en kvinde. Hun læner sig nu over bordet, drejer hovedet, kigger så lige frem med øjne, der trækker mig ind. 

“I mit feminine business kursus skaber jeg et online arbejdsrum for erhvervskvinder, der vil videre, skabe handling i stedet for at køre rundt om sig selv.”

Dorte tegner en cirkel i luften imellem os. 

Hun fortsætter; 

“Jeg tror at både den feminine og maskuline kraft skaber afsæt til handling, ud fra det der føles rigtigt herinde.” Dorte banker let på det sorte stof på brystet. 

-“Og jeg guider kvinderne videre i deres karriere, når de møder modstand, frygt og endda skaber selvsabotage.”

Ordet vejer tungt i mit hoved, smager af noget klæbrigt, da jeg siger ordet højt. 

“Selvsabotage.”

Jeg synker, kommer i tanke om de projekter, der aldrig rigtig blev til noget.

“I mit online forløb feminine business kursus, giver jeg kvinder redskaber til at komme over den mur, vi alle i vores forretning en gang imellem må klatre over,” fortsætter Dorte.

“Vi kan møde udfordringer på vores vej, men også når vejen ligger fri foran os, kan vi stoppe os selv, blokere den sti vi havde planlagt – for tænk hvad der venter på den anden side?”

Jeg stopper med at notere. Altid er jeg som en hund med spidse ører, min næse lugter støvkorn af den slags viden, som jeg på et år grådigt har samlet til mig selv og mine læsere. 

“Hvad tror du gør os bange?” 

Dortes øjenbryn løfter sig, hun smiler, samler læberne i et klem om hendes tænder.

“Jeg tror, at mange af os kan blive bange for, om vi nu alligevel kan klare bjerget, udfordringen, og om vi kan mestre vejen, der ligger omme på den anden side. 
Endda tanken om, om vi er den samme, når vi overvinder bjerget, kan få de fleste af os til at tvivle. For hvem er vi så? – Og tænk om det, der venter på den anden side overhovedet er rejsen og besværet værd?”

Jeg nikker, husker følelsen, dén som stoppede mig i årevis med at skrive og publicere. Det var nemmere at holde mund, så kunne ingen klandre mig for – end ikke mig selv, at jeg prøvede på noget, jeg alligevel ikke kunne. 

Selvsabotage

Skriver det på min blok, jeg burde få tatoveret ordet, som skræk og advarsel for egen indskrænket frihed. 

“Jeg har selv været der,” siger Dorte med eet. 

Lysene imellem persiennerne kiler sig nu ind, lægger sig som en lysstreg på hendes pande. 

“Jeg har gået vejen selv, siden jeg som 23-årig valgte at være iværksætter. Jeg har gået en vej, der føltes som en line over en kløft, balanceret, vidste, at jeg kun skulle se frem ad, håbede på vinger, hvis jeg alligevel skulle falde, til at jeg i dag har nået mit mål, med en virksomhed, hvor jeg kombinerer friheden med mit online arbejdsliv.”

Jeg tager en slurk af kaffen, den er mørk og varm, ranker mig stille.

“Hvad med tvivlen?” Siger jeg, kaffen sitrer på sin rejse i min krop.

Dortes tænder lyser op, læberne skilles ad, buer kinderne blødt så det lyserøde skinner. 

“Tvivlen dukker op igen og igen – på dine evner og på den vej, du har valgt, du kan bruge tvivlen som en fjende eller ven. Skal den stoppe dig, eller blot minde dig om, at din vej som selvstændig er vigtig og sej?
Jeg blev ved! Så ikke muligheden for at stoppe, da jeg først havde smagt frihedens sødme. Balancerede, levede mit liv i nogle år som andre ikke turde, med frygt for at fejle, for at jeg i dag kan leve af – og med det jeg brænder for; at følge erhvervskvinder til målet med egen forretning, via den maskuline og feminine kraft vi alle besidder.” 

Jeg løsner det stramme elastik i mit hår, der er noget over Dortes røde smil og de fede, lysgule lokker på hendes skuldre, der giver mig lyst til at lade hovedet slappe af.

I min indånding kan jeg høre min egen ro, stryger håret væk fra panden. 

Dorte ler pludselig, som om hun kommer i tanke om noget – “og så skal man huske at fejre sine succeser, milepælene og overvindelsen. Nyde disse små sejre, der heldigvis er mange af, når man først sætter fri fra kanten, springer – og lander et nyt sted i livet. 

-Hvad med dig selv?” Siger Dorte, nu tilbagelænet, med en kop hvilende i håndfladen. 

Jeg smiler, bevidst om årets tid, der er gået. 

“Du er min fjortende kvinde i rækken af portrætter, skabt med formålet om at skrive om dit og andre kvinders lys og passion.”

Jeg synker. Erkendelsen har ligget der længe. 

“På min vej fandt jeg endelig mit eget lys. For hver kvinde, der delte noget af sig selv, var der gnistrer der antændte så stærk en ild i mig, at jeg nu skaber det liv, jeg ønsker for mig selv.”

“Tillykke”,
Dorte smiler bredt. 

“Tak”, jeg mærker varmen, der efterhånden længe har fulgt mig. 

“Det er dejligt, når vi når ind til kernen af det, som giver os mening, derinde hvor vi ikke skal være andre end os selv, være med det der kommer – og selv stå så rent, fordi vi tør være tydelige med, hvad vi ønsker os af dette liv – og aktivt sørge for at skabe det selv,” siger Dorte, aer kaffekoppens bue, før hun tager en slurk. 

Jeg nikker, synker tilbage i stolen, mærker det bløde stof mod min ryg, og erkender at jeg aldrig vil kunne skrive en slutning på historierne om alle de fjorten kvinders lys, valg og mod, uden at det vil lyde banalt. 

Alligevel smiler jeg ved tanken, fordi jeg ved, at det er sandt;

Jeg lyser

Ligesom alle andre. 

✨✨✨✨✨✨✨✨✨✨✨✨✨✨✨

Du kan også møde Dorte Lytje lige her: http: www.dortelytje.com


 

Skriv et svar