Bums mig

Bums mig, tænker jeg og går forbi de andre handlende. Det er ikke noget verbum, men en følelse af grimhed jeg dyrker, og de andre i butikken må godt synes jeg er grim, bums mig bare! En gang imellem dyrker jeg det bevidst. Det uordentlige, den kiksede grimhed. Håret tilfældigt, umoderne sko og ingen makeup. Store halstørklæder og den bums i ansigtet jeg opdagede selv inden duggen på spejlet var væk. Forfængeligheden trænger til en fridag. Det er de morgener hvor kaffe med vanille og varmt pisket mælk er nok til at jeg kan gå ud af døren. Resten af verden må godt bumse mig, hvis den synes at være mere værd iklædt hårspray og nye sko. Bums mig bare, tænker jeg når regnen gør mit ansigt vådt og mascaraen løber. Røde kinder, ar og rynken i panden der træder frem når vind og regn tager fat om mit ansigt. Det fornuftige regntøj ude af facon og cykelhjelmen matcher ikke mine teenagedrømme om mig selv som voksen. Men bums mig bare, for det giver frihed og ro til eget selvbillede at have dage kun iført det nødvendige med en snert af kaffe og vanille.

Skriv et svar