Bryllupsdag

Vi spiser mørk chokolade og slubrer kaffe fra små huller i hvide plastiklåg. 

Fra forsædet af en bil er vi nu sluppet fri til at gøre hvad vi vil, kun os to, sammen om at dele et døgns tid. 

Vi har rundet de 4 år, manden og jeg. 

Bryllupsdagen kommer altid listende, som vil den ikke være til besvær. Undskylder sig lidt med at et år er gået igen, men minder os sødt om at vi trods alt har hinanden. 

Derfor er vi nu kørt af sted, fra barn og hus og alt der ellers er kommet til imens et år gik på hæld. 

LCHF, Tottebøger og Netflix må passe sig selv. 

Livet er godt, synes forruden at love, og bilradioen sprøjter musik da vi sætter os selv fri.