Børnehavemor

Tiden går så stærkt. 

Og jeg er forvirret. Mest over mig selv.  

Jeg har lagt arbejdstøjet og er nu pludselig en mor. Som pædagog har jeg i mange år modtaget børn og strategisk sendt forældre ud af døren, inden far eller mor kneb en tåre. Kender til børnehavelivet som vrangen på min frakke og jeg ved hvilke folder, der skal glattes for at børnehavelivet kører. Men denne morgen drejer jeg rundt om mig selv. Leder efter sokker på de forkerte hylder og lægger smørret i skabet, for senere at finde det smeltet med overgivent form.

Barnet har første børnehavedag og jeg er selveste moren der skal sende hende på vej. Til det liv jeg kender så godt. Barndommen i al sin vælde, bag høje hegn, men alligevel et sted hvor alting kan ske. Det er mellemrummet mellem baby og skoleliv. Hvor drager skal overvindes, hvor både piger og drenge må gå i strutskørter – uden nogen rynker på næsen, og hvor der stadig må gjaldes jeg er fææærdig fra toilettets lokaler. Det er fryd, det er magi og med de rette hænder, bliver det stedet hvor børn tror på sig selv. Så det er ikke tilliden jeg mangler denne morgen, det er nok snarere troen på mig selv.

Barnet tårner sig pludselig op i stuen og rejser sig på tæer, hun hjælper mig gerne på vej. “Mooor – børnehaven venter. Kom nuuu.”Som altid viser hun retning når jeg netop tror jeg skal gå forrest. 

Tager mig sammen, lader arbejdstøjet ligge i en bunke tilbage. 

Det er ikke min dag, men hendes. Ranker mig. Det er trods alt med ny titel jeg går afsted. Jeg er nu børnehavemor. Lige indtil tiden tager mig.

Skriv et svar